28. - 30. september 2018

Af karsken bælg

Af Christian Graugaard 

Stemmen udgøres af lydbølger, som frembringes ved svingninger i stemmelæbernes slimhinde, når udåndingsluft fra lungerne passerer imellem dem. De frembragte svingninger er komplekse og består af en grundtone med talrige overtoner. Som følge af længere stemmelæber er mænds talestemmer typisk dybere end kvinders og ligger som regel i området 60-200 svingninger pr. sekund (hertz, Hz). Kvinders stemmeleje findes typisk i området 120-350 Hz. Til sammenligning svinger ”det høje C” med 1.047 Hz. Talestemmen omfatter rundt regnet en oktav, mens den utrænede sangstemme typisk omfatter to. Mænds veludviklede stemmelæber er især betinget af pubertetens mandlige kønshormoner, og i teenageårene går drengestemmen derfor ”i overgang”. Ved mangel på mandligt kønshormon i puberteten (fx efter kastration) forbliver stemmen lys og drenget. Dette er baggrunden for tidligere tiders kastratsangertradition, som kulminerede i 1700-tallet. Stemmestyrken afhænger af luftstrømmen fra lungerne, som igen bestemmes af respirationsmusklernes aktivitet.

Sang og strube
Selvom menneskestemmer har store ligheder, er det forbløffende let at skelne to stemmer fra hinanden, og selv spædbørn kan identificere nære omsorgspersoner ud fra lyden af deres stemme. Dette skyldes store individuelle forskelle i strubens og stemmelæbernes anatomi, men også de øvre luftvejes resonansrum, som varierer fra person til person. Hertil kommer, at frembringelse af tale ikke alene afhænger af stemmelæbernes bevægelser, men i høj grad også af næsehule, ganesejl, tunge, tænder og mund/læber. Forskelle i sprogmelodi, dialekt og accent skyldes især tillærte forhold ”lagret” i hjernens sprogcentre.

Foruden at kunne tale er mennesker i stand til at synge. Sang er kendt i alle kulturer til alle tider og har både været brugt som kommunikationsmiddel (fx 1800-tallets vægtersang) og som afsæt for nydelse, underholdning, tidsfordriv, fællesskab, sammenhold og leg. I den vestlige verden dannede middelalderens gregorianske kirkesang udgangspunkt for en sofistikeret polyfonisk korsangstradition, og i 1600-tallet så den hidtil mest avancerede og dramatiske vokale udtryksform – operaen – dagens lys. Den solistiske arie er gennem århundreder blevet udforsket og forfinet af klassiske komponister, og hver epoke har haft sine stemmevirtuoser, som har henrykket publikum med deres timbre og teknik. Blandt den moderne tids divaer og tenorstjerner kan nævnes svenskeren Jussi Björling (1911-60), italieneren Enrico Caruso (1873-1921) og græsk-amerikaneren Maria Callas (1923-77). Også klassiske sanggenrer fra andre verdensdele har deres feterede frontfigurer, og eksempelvis har den egyptiske sangerinde Oum Kalthoum (1904-75) opnået legendestatus i den arabisktalende verden. På samme måde har sang – og sangere – en central placering i nyere musikformer som jazz, pop og rock, og ikke mindst i pop- og rockmusikken er forsangeren ofte genstand for en heftig idoldyrkelse.

Teknologiens udvikling
Udbredelsen af den enkelte menneskestemme til større publikum blev for alvor mulig med udviklingen af mikrofoner og højttalere i 1880’erne, og med opfindelsen af fonografen (forgængeren for grammofonen) blev de store sangere efterhånden en central del af en ny massepopulærkultur. Lp-pladen blev udviklet i USA i 1930’erne, men dukkede først op på det europæiske marked efter 2. verdenskrig. Til at begynde med var grammofonplader fremstillet af shellak, siden af plastmaterialet vinyl. I 1980’erne blev plader stort set udkonkurreret af digitale cd’ere, som aflæses optisk ved brug af laserlys og giver en stærkt forbedret lydgengivelse.

De største tekniske revolutioner i menneskestemmens historie er dog utvivlsomt opfindelsen af telefonen og radioen. Det siges, at den første radioudsendelse fandt sted juleaften 1906, hvor den canadiske elektronikprofessor Reginald Fessenden (1866-1932) transmitterede et kort program (bl.a. bestående af en Händel-arie og en oplæsning fra Bibelen) til de undrende radiotelegrafister på Atlanterhavet. I mellemkrigstiden blev radioen efterhånden hvermandseje, og de fleste lande oprettede nationale radioselskaber i løbet af 1920’erne – Statsradiofonien i Danmark blev grundlagt i 1925, britiske BBC to år senere. I 1955 lancerede den japanske elektronikkoncern Sony transistorradioen, som var batteridrevet og kunne tages med overalt. Samtidig slog rockmusikken for alvor igennem i ungdomskulturen, og sange (og sangere) fik en vigtig identitetsskabende rolle i 1960’ernes ungdomsoprør. Også telefoner fik op igennem 1900-tallet en enorm udbredelse, og med mobiltelefoner og telesatellitter er det i dag muligt at kommunikere verbalt fra snart sagt ethvert sted på og over jordkloden.

Historiske stemmer
Der findes mange andre sangtraditioner og -teknikker end de vestlige, og af specielle, ikke-europæiske stemmeteknikker kan nævnes den mongolske overtonesang og den vibratoløse grønlandske trommesang. Fra bl.a. inuitter kender man desuden duel- og spottesange, som står i stærk kontrast til den europæiske serenade, som fremføres nedenfor en attrået kvindes sovekammervindue. Blandt andre bemærkelsesværdige stemmefænomener er bugtaleri, hvor der frembringes ord eller toner uden samtidig bevægelse af munden. Teknikken har været brugt i underholdningsøjemed siden antikken, og blandt berømte bugtalere kan amerikanske Edgar John Bergen (1903-78) og hans dukke Charlie McCarthy nævnes.

Fra religiøse sekter som pinsemenigheden kendes fænomenet tungetale, en usammenhængende og uforståelig talestrøm, som fremkommer under ekstase og opfattes som et tegn på Helligåndens tilstedeværelse. Tungetale omtales flere steder i Bibelen, bl.a. af Paulus, som anerkender sindstilstanden, men samtidig advarer mod overdreven brug: ”Jeg takker Gud for, at jeg taler mere i tunger end alle I andre. Men i en menighedsforsamling vil jeg hellere tale fem ord med min forstand, for at jeg kan undervise andre, end ti tusinde ord i tunger” (1. Korinterbrev 14, 18-19).

Endelig kan man nævne såkaldt ”primalterapi”, hvor skrig og gråd benyttes som regulære psykoterapeutiske værktøjer. Metoden blev udviklet i 1960’erne af den amerikanske psykolog Arthur Janov (f. 1924), og den har bl.a. til formål at løsne op for følelsesmæssige blokeringer og smerter ved at vende tilbage til fødselstraumet og overvinde dets angst og magtesløshed gennem fødselsskriget (”primalskriget”). Primalterapi er med andre ord stærkt kropsfokuseret, og man arbejder systematisk med bl.a. åndedrætsteknikker. Janov udgav i 1970 bogen ”The primal Scream. Primal Therapy, the Cure for Neurosis”.    

Sprog
Frembringelse af lyd er langt fra unikt for mennesker, men vores nuancerede sprogevne – som bl.a. skyldes hjernens højt udviklede talecentre, især ”Brocas center” i venstre pandelap  – indtager en særstatus i dyreriget. Der findes op til 6.000 selvstændige sprog i verden, og bemærkelsesværdigt nok har de – trods uhyre forskelligheder – fællestræk og er stort set lige komplekse af struktur. Sprog i nutidig forstand har eksisteret i hen ved 50.000 år, men en primitiv sprogevne fandtes med største sandsynlighed også for 200.000 år siden, da Homo sapiens ifølge nogle teorier udvandrede fra Afrika. Det er derfor muligt, at alle verdens sprog har et fælles udgangspunkt. Sproget udgør den vigtigste del af menneskers kommunikation med hinanden og er en væsentlig identitetsmæssig og social markør. De fleste nationalstater har således sproget som del af deres eksistensgrundlag, og etniske minoriteter vedligeholder ofte deres førstesprog som en kilde til selvbevidsthed og sammenhold.     

Blandt dyr er brugen af lydbølger udbredt, og nogle dyr (fx visse flagermus og havpattedyr) udsender lyd af så høj eller lav frekvens, at de ikke kan opfanges af det menneskelige øre (hhv. ultra- og infralyd). Lydene bruges til orientering, fødesøgning og kommunikation, og blåhvaler kan ved hjælp af infralyd kommunikere over afstande på flere tusinde kilometer. Også elefanter kommunikerer med lave lydfrekvenser over mange kilometer, mens fx giraffer stort set er lydløse. 

Artiklen er et uddrag fra bogen 'Corpus - Rejser i menneskekroppen' (Politikens Forlag, 2008) af Christian Graugaard, professor i sexologi ved Aalborg Universitet. Her er bragt s. 214-5, kap. 7 om 'Kredsløbet og luftvejene'.

Læs en anmeldelse af 'Corpus'. Bogen kan købes her  

Websitet benytter cookies

Folkeuniversitetet anvender cookies til at optimere og målrette hjemmesiden, så det giver den bedste oplevelse for brugeren. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.