28. - 30. september 2018

Den lille død

Af Christian Graugaard

Sex er det sted, hvor vi grundigst udforsker vores medmenneskers kroppe – og det er tilmed stedet, hvor vi bestandigt opdager nye, overrumplende aspekter af vores egen. I det seksuelle møde kommer kroppene i sjælden grad tæt på hinanden, og med spektakulære undtagelser som kontaktsport, diskoteksdansegulve og overfyldte transportmidler er der tale om en sammensmeltning af intimsfærer, som normalt hører slagsmålet til. I seksualiteten finder man et avanceret spil mellem det givende og det modtagende, en sanselig ind-, ud- og oplevelse, som er unik blandt kropserfaringerne.

Akten
Den seksuelle akt fungerer som en slags ”kontrolleret grænseoverskridelse”, og selvom sex sædvanligvis knytter sig til livsglæde, leg og vitalitet, findes der også en tankevækkende sammenhæng mellem seksualitet og destruktion. ”Seksualiteten og døden er blot højdepunkterne i en fest, som naturen fejrer med den uudtømmelige mangfoldighed af levende væsener”, noterer den franske filosof Georges Bataille (1897-1962) i hovedværket ”Erotikken” (1957), og også i skandaleromanen ”Historien om øjet” – udgivet i 1928 under pseudonymet Lord Auch – kobler han erotikken med lemlæstelse og død. En lignende sammenkædning finder man hos forfatterne Leopold von Sacher-Masoch (1836-95) og Marquis de Sade (1740-1814), som hver især har lagt navn til begreberne masochisme og sadisme.

Eksistens og psykologi
I eksistentiel forstand fungerer det seksuelle møde som en trodsig besværgelse af døden, men samtidig udgør den erotiske fusion et symbolsk forvarsel om individualitetens uomgængelige ophør. Også i orgasmen kan man kortvarigt have en dødslignende ud-af-kroppen-oplevelse, og franskmændene omtaler undertiden det seksuelle klimaks som ”la petite mort” (den lille død). Eller som Søren Kierkegaard (1813-55) bemærkede i ”Enten-Eller” (1843): ”Der er som bekjendt Insekter, der døe i Befrugtelsens Øieblik, saaledes er det med al Glæde, Livets høieste og yppigste Nydelses-Moment er ledsaget af Døden”.

Den østrigske psykoanalytiker Sigmund Freud (1856-1939) var livslangt optaget af sammenhængen mellem drifter og død, og parallelt med ”livsdriften” (Eros) – som i psykoanalysen rummer både seksualiteten og de selvopholdende jegdrifter – opererede han i sine skrifter med ”dødsdriften” (Thanatos) som en iboende længsel mod kroppens organiske opløsning.

Artiklen er et uddrag fra bogen 'Corpus - Rejser i menneskekroppen' (Politikens Forlag, 2008) af Christian Graugaard, professor i sexologi ved Aalborg Universitet. Her er bragt s. 306, kap. 10 om 'Kønsorganerne'.

Læs en anmeldelse af 'Corpus'. Bogen kan købes her 

Websitet benytter cookies

Folkeuniversitetet anvender cookies til at optimere og målrette hjemmesiden, så det giver den bedste oplevelse for brugeren. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.