28. - 30. september 2018

Fra jomfrufødsel til kunstig befrugtning

Af Christian Graugaard

Alle religioner har deres karakteristiske skabelsesmyter, og i Europa har kristendommen (og i mindre grad islam og jødedommen) leveret de dominerende beretninger om menneskets entré i verden. Mand og kvinde er her skabt af Gud, som har formet dem i sit billede og blæst livsånde i den døde materie. I hinduistisk mytologi findes der flere, parallelle skabelsesberetninger, og i én af dem opstår guden Brahma af et gyldent æg sejlende på det kosmiske ocean, hvorefter han straks splitter sig op i en mand og en kvinde. Også i det finske helteepos ”Kalevala” opstår verden af et ur-æg, og også i dag er ægget et ofte benyttet livs- og frugtbarhedssymbol.

Evolutionsteori
Over for de mytisk-religiøse legender står evolutionsteorien, som blev udtænkt og formuleret af den britiske naturforsker Charles Darwin midt i 1800-tallet, og som på radikal – og skandaløs – vis gjorde op med ideen om det gudskabte menneske og i stedet argumenterede for vores slægtskab med aber og laverestående dyrearter. Også i dag diskuteres det i religiøse kredse, om evolutionslæren kan sammentænkes med religiøse skabelsesberetninger (fx i form af kreationisme eller ”intelligent design”), eller om de to perspektiver definitivt udelukker hinanden.

I modsætning til visse fisk, padder, krybdyr og insekter forplanter mennesker sig ved kønnet formering, men jomfrufødsler er beskrevet mange steder i mytologien, fx i Bibelens beretning om Marias besvangring ved Helligånden. Andre skildringer af mennesker skabt ud fra livløs materie kendes bl.a. fra Ovids (43 f.Kr.-18 e.Kr.) beretning om Pygmalion og fra det jødiske sagn om uhyret Golem (mesterligt parafraseret i østrigske Gustav Meyrinks (1868-1932) okkulte roman ”Der Golem” fra 1915). I Mary Shelleys (1797-1851) gotiske science fiction-roman ”Frankenstein or the Modern Prometheus” (1818) lykkes det – med skæbnesvangre konsekvenser – lægen Victor Frankenstein at skabe liv af sammensyede ligdele. I filmens verden optog problematikken bl.a. den danske instruktør Henrik Galeen (1881-1949), som dels filmatiserede ”Golem” (1920), dels skabte filmen ”Alraune” (1928), hvor en gal videnskabsmand blander gener fra en prostitueret og en henrettet kriminel, hvilket giver ophav til filmens smukke, men psykopatiske titelfigur.

Overbevisninger
Aristoteles (384-322 f.Kr.) mente, at liv kunne opstå af ikke-levende materie (såkaldt ”spontan genese”) – at spyfluer eksempelvis kunne udvikle sig i fordærvet kød. I tråd med dette hævdede middelaldermystikere som Paracelsus (1493-1541), at et miniaturemenneske – en såkaldt homunculus – kunne frembringes efter alkymistiske principper ved sammenblanding af blod og sæd. Først i 1860’erne beviste franskmanden Louis Pasteur (1822-95) endegyldigt, at mikroorganismer under gunstige omstændigheder kan formere sig, men at organisk liv ikke kan opstå af dødt stof. Den østrigske psykoanalytiker Wilhelm Reich (1897-1957) hævdede dog så sent som i mellemkrigstiden, at rudimentære livsformer (såkaldte ”bioner”) kunne frembringes ved blanding af organiske stoffer. Hans eksperimenter er beskrevet i bogen ”Die Bione” (1938). I nyere bioteknologisk forskning er det bl.a. lykkedes den kontroversielle amerikanske biolog og forretningsmand J. Craig Venter (f. 1946) at producere syntetisk bakterie-DNA og dermed en form for menneskeskabt liv.  

Forplantningsteknologi
Nyere molekylærbiologiske metodikker har banet vejen for en revolutionerende ny forplantningsteknologi, som aktualiserer middelalderalkymisternes utopier og muliggør kunstig befrugtning uden for livmoderen. Ved såkaldt in vitro-fertilisering (IVF) udtages et modent æg fra æggestokken gennem en tynd kanyle, hvorefter det i laboratoriet befrugtes med en sædcelle (heraf begrebet ”reagensglasbørn”). Efter få døgn anbringes det delende æg ved hjælp af et tyndt rør i livmoderhulen. En sofistikeret variation af IVF er såkaldt intracytoplasmatisk sædcelleinjektion (ICSI), hvor man i mikroskopet fanger en enkelt sædcelle fra en sædprøve, og med en mikropipette indsprøjter den direkte i æggets cytoplasma. Metoden anvendes især, når mandens sæd indeholder meget få levedygtige sædceller. Forsøg på at befrugte en ægcelle med en anden ægcelle – eller for den sags skyld sammensplejse to sædcellers arvemateriale – er hidtil slået fejl og regnes af mange genetikere for en teknisk umulighed. Det ser derfor ikke ud til, at to mænd eller to kvinder i overskuelig fremtid vil kunne producere børn sammen.

Kloning
Brugen af menneskeæg i forskningsøjemed er nøje lovgivningsmæssigt reguleret, og det er eksempelvis ikke tilladt at foretage kloning af mennesker, selvom det på dyr er teknisk muligt. Ved kloning frembringer man en genetisk ”tvilling” ud fra en enkelt af individets celler, og kloning foretages ved i laboratoriet at sammensmelte en ægcelle, hvis kerne er fjernet, med en bindevævscelle. Efter fusionen vil ægget begynde at dele sig som efter befrugtning med en sædcelle, og cellens arvemateriale er (når man ser bort fra ægcellens mitokondrie-DNA) identisk med det individ, hvorfra bindevævscellen er taget.

Ved terapeutisk kloning er hensigten ikke at frembringe et nyt individ, men derimod at få adgang til stamceller, som ved stimulation kan udvikle sig til bestemte typer celler, væv eller hele organer. Stamcelleforskning har enorme medicinske perspektiver, men mange steder i verden (ikke mindst blandt toneangivende amerikanske politikere) anses teknologien som en uetisk indgriben i Guds skaberværk, hvorfor den er strengt reguleret. Stamceller findes som en slags reparationsdepot i de fleste organer (mest aktive i knoglemarven), og afhængig af deres modningsgrad kan de udvikle sig til forskellige af kroppens celletyper. Det har i de senere år vist sig, at stamceller hos voksne er mere plastiske end hidtil antaget, og knoglemarvsstamceller er eksempelvis i stand til at udvikle sig til nerve- og muskelceller. Embryonale stamceller findes kun i 1-2 uger efter befrugtningen og er unikke ved at kunne give ophav til samtlige organismens celletyper.

Genteknologi
Moderne genteknologi har åbnet nye perspektiver på menneskekroppen i sundhed og sygdom, og undersøgelse af et fosters kromosomer og gener for potentielle lidelser (fosterdiagnostik) er i dag blevet rutine i verdens rigeste lande. Også overføring af kunstigt genmateriale (såkaldt ”gensplejsning”) benyttes bl.a. industrielt, ligesom det i fremtiden vil kunne anvendes som led i sygdomsbehandling (genterapi). I 2008 tilføjede den katolske kirke bl.a. genetisk manipulation til listen af såkaldte dødssynder.

Artiklen er et uddrag fra bogen 'Corpus - Rejser i menneskekroppen' (Politikens Forlag, 2008) af Christian Graugaard, professor i sexologi ved Aalborg Universitet. Her er bragt s.314-4, kap. 10 om 'Kønsorganerne'.

Læs en anmeldelse af 'Corpus'. Bogen kan købes her 

Websitet benytter cookies

Folkeuniversitetet anvender cookies til at optimere og målrette hjemmesiden til dine behov og interesser. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.