28. - 30. september 2018

Hvor sidder kønnet?

Af Christian Graugaard

Ifølge Bibelens skabelsesberetning opstod kvinden af mandens ribben, men i biologien forholder det sig ironisk nok omvendt: Indtil anden svangerskabsmåned er det umuligt at se forskel på et hanligt og et hunligt embryon, og med mindre gener på Y-kromosomets korte arm får den primitive kønskirtel til at differentiere sig i mandlig retning (og bl.a. producere det mandlige kønshormon, testosteron), vil embryonets kønsorganer – uanset beskaffenheden af dets kønskromosomer – udvikle sig kvindeligt. Det samme gælder, hvis der er testosteron til stede, men embryonets celler mangler receptorer for mandligt kønshormon. Hvor udviklingen af mandlige kønsorganer kræver tilstedeværelse af (og følsomhed for) mandligt kønshormon, forløber den kvindelige udvikling med andre ord spontant. Kvinden er naturens ”prototype”.  

Dimensioner af køn
Udviklingen af ydre og indre kønsorganer afhænger altså især af, hvorvidt der er mandligt kønshormon til stede i fostertilværelsen eller ej. Sideløbende med kønsorganernes differentiering sker der sandsynligvis en hormonafhængig prægning af visse hjernedele, og neuroanatomiske studier har peget på, at bl.a. kerner i hypothalamus statistisk set varierer i størrelse og celletæthed mænd og kvinder imellem. Imidlertid har kønnet mange dimensioner, og i tilgift til ”genkønnet”, ”kromosomkønnet”, ”kønskirtelkønnet”, ”kønsorgankønnet” og ”hjernekønnet” kommer det psykologiske, det sociale og det kulturelle køn, som i høj grad er samfundsforankrede og ikke blot kan reduceres til udslag af biologisk-anatomiske forhold.

Kønnet er et biologisk og eksistentielt grundvilkår – som endog afspejler sig i mange sprogs klassifikation af navneord i han- og hunkøn – og selvom det som antydet er kulturbundet og historisk foranderligt, udgør en epokes kønsforestillinger alligevel en slags eksistentielle udsigtspunkter, og de fleste mennesker har en klar og intuitiv forestilling om sig selv som køn (såkaldt kønsidentitet) og en dertilhørende måde at agere (såkaldte kønsroller). Samtidig har de fleste en basal nysgerrighed over for det andet køns krop og livsverden, og denne higen efter ”det andet” udgør ifølge bl.a. psykoanalytisk tænkning en væsentlig drivkraft i heteroseksuel fascination.

Et historisk perspektiv
Interessen for det andet køns gådefulde univers er bl.a. beskrevet i den oldgræske myte om profeten Tiresias, som i syv år lod sig omforme til en kvinde og sågar blev gift og fik børn. Senere erklærede han – til Heras store fortrydelse – at fornøjelsen som kvinde var ti gange større end som mand. En beslægtet historie findes i Virginia Woolfs (1882-1941) roman ”Orlando” (1928) om en udødelig ynglings eventyrlige kønsforvandling. 

En alternativ udlægning af kønnenes gensidige tiltrækning gives af Platon (427-347 f.Kr.), som i ”Symposion” lader komediedigteren Aristofanes fortælle om de oprindelige ur-mennesker, som havde to hoveder og to sæt lemmer, og som tumlede gennem verden ”nøjagtigt som badutspringerne nu om dage”. De glade tumlinger blev efterhånden en torn i øjet på Zeus, som til sidst kløvede dem i to, ”ligesom man skærer rønnebær igennem for at sylte dem eller som man deler et æg med et hestehår”. Ifølge Aristofanes er mennesket altså født amputeret, og enhver må hige efter sin tabte halvdel.

Kønnet bliver moderne
I den moderne epoke blev kønnet et natur- og lægevidenskabeligt anliggende, og mænd og kvinder blev nu – i modsætning til tidligere, hvor kvinder i vid udstrækning blev betragtet som ”underudviklede” og ”defekte” mænd – anset for gensidigt definerende (og udelukkende) størrelser på stort set ethvert tænkeligt plan. Denne ”kønsfremmedhed” kom i høj grad til udtryk hos forfattere som August Strindberg (1849-1912) og Henrik Ibsen (1828-1906), og kønnenes ambivalente sameksistens er i malerkunsten indfanget mesterligt af nordmanden Edvard Munch (1863-1944) og østrigerne Gustav Klimt (1862-1918) og Egon Schiele (1890-1918).

I vore dages senmoderne virkelighed er der sket en gradvis opløsning af tidligere tiders forestillinger om kønnets indretning og manøvremuligheder, og med kvindekamp, kulturradikalisme og velfærdsstat fremstår ”det sociale køn” (kvinders og mænds samfundsmæssige placering) ganske udvisket, mens ”det kulturelle køn” (kvinders og mænds udseende og væremåde) om ikke andet er langt mindre forudsigeligt end for blot en halvt århundrede siden. Repertoiret af mande- og kvindetyper er under stadig ekspansion, og et menneskes kønskromosomer er ikke i nær samme grad som tidligere definerende for dets muligheder i livet. Hertil kommer eksperimenter med kønslige gråzoner, og såkaldte ”gender benders”, ”gender terrorists” og ”gendernauts” gestalter sig som et slags ”tredje-” eller ”intetkøn”, som udforsker, problematiserer og nedbryder klassiske kønskategorier. Denne ”kønsleg” kan foregå ved hjælp af påklædning og kosmetik, men nogle modificerer desuden kroppen kirurgisk eller ved hjælp af lægemidler.

Artiklen er et uddrag fra bogen 'Corpus - Rejser i menneskekroppen' (Politikens Forlag, 2008) af Christian Graugaard, professor i sexologi ved Aalborg Universitet. Her er bragt s. 296-7, kap. 10 om 'Kønsorganerne'.

Læs en anmeldelse af 'Corpus'. Bogen kan købes her 

Websitet benytter cookies

Folkeuniversitetet anvender cookies til at optimere og målrette hjemmesiden, så det giver den bedste oplevelse for brugeren. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.