28. - 30. september 2018

Litteraturen og fremtidens krop

af Mads Rosendahl Thomsen. Professor MSO, Aarhus Universitet

Litteraturen er rig på forestillinger om, at menneskets krop kunne være anderledes, men fortællingerne ender i reglen skidt. Der er ellers nok at tage fat på. Kroppen ældes, gør ondt og bliver syg. Og den dør. Vi kan miste noget af kroppen og stadig være os selv, men vi kan ikke miste det hele.

Kroppen kræver vedligeholdelse, som forfatteren Kirsten Hammann (1965-) skriver i digtet 'Jeg er så træt af min krop', der slutter:

”..hvor er det dog kedsommeligt
og alligevel føler jeg en vis omsorg
den er så blodig og banal
den ved ikke hvad den skal stille op med sig selv
det bekymrer mig
den blive bare ældre og ældre
og snublende.”

Vi kan ikke tænke os som mennesker uden kroppe, men vi kan også sagtens se muligheder for at blive noget andet eller koble kroppene op på ny teknologi.

I den næsten 200 år gamle roman 'Frankenstein' forestillede Mary Shelley (1797-1851) sig, at man kunne lave et menneske ud af brugte kropsdele i et forsøg på at snyde døden. Den teknik, Victor Frankenstein havde til rådighed, blegner ved siden af evnen til at forandre gener eller lave kunstige kropsdele, som mere og mere bliver en del af virkeligheden. Frankensteins skabning bliver i populærkulturen i reglen set som et stort, langsomt og svagt begavet væsen, men i romanen er han hurtig og velformuleret, men så aparte, at menneskene ikke kan finde nogen plads til ham.

I den amerikanske forfatter Philip K. Dicks (1928-82) novelle fra 1969 'The Electric Ant' opdager en androide, at den ikke er et menneske, som den troede, men en robot. Den reagerer, meget menneskeligt, ved at blive deprimeret over den nye erkendelse og begynder at rode med de hulkortruller, som styrer dens bevidsthed. Androiden åbner for brystkassen og klipper huller i den. Som i Frankenstein er teknikken både foran og bag den tid, vi kender. Vi går ikke rundt blandt robotter, som vi ikke kan skelne fra mennesker, men vi er nok knapt så sikre på, at det ikke snart kunne ske. Og den teknik, som Dick beskriver, føles som århundreder fra den, der findes i dag.

Svend Åge Madsen (1939-) lader i sin korte roman 'Kvinden uden krop' fra 1998 en døende kvinde flytte ind i sin mands hjerne, så de deler tanker. Med uforudsete konsekvenser af hvordan den fuldstændige indsigt i en andens tanker forandrer forhold. Selvom afstanden mellem mennesker ofte ses som et problem, er følelsen af at være sig selv – og kun sig selv – mindst lige så vigtig.

Lige nu oplever superheltene, som vi ellers bedst kender fra amerikanske tegneserier, en ny guldalder på film. Her udleves drømmen om en forandret krop for alvor med frit spil for fantasien om, hvad vi kunne blive. Det er ikke så let at svare på. Superstærke? Virtuelle eksistenser? Hvor genkendelige skal de være? Må de også gerne være lidt uperfekte? Og hvad med resten af menneskeheden? Om ikke andet er fascinationen af andre måder at have krop på et spejl af, at ting med voldsom hast forandrer sig, og drømmene bliver afsøgt i fortællinger om, hvordan en anden måde at være til på kunne tage sig ud. Imens må man så stadig civilisere sig om morgenen.

Artiklen er bragt i Hearts & Minds festivalprogrammet i august 2016.

Websitet benytter cookies

Folkeuniversitetet anvender cookies til at optimere og målrette hjemmesiden, så det giver den bedste oplevelse for brugeren. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.