28. - 30. september 2018

Mennesket og maskinerne

af Christian Graugaard

I medicinens og filosofiens historie har menneskekroppen ofte været anskuet som et avanceret mekanisk system. I renæssancen var mange intellektuelle optaget af ideen om ”kropsautomaten”, og den franske matematiker og filosof René Descartes (1596-1650) sondrede skarpt mellem menneskets bevidsthed (res cogitans, den tænkende ting) og dets livløse materie (res extensa, den udstrakte ting), som alene var underlagt mekaniske naturlove. Den franske læge Julien Offray de La Mettrie (1709-51) gik skridtet videre og beskrev i afhandlingen ”L’homme machine” (1747) mennesket som en selvorganiserende og selvreproducerende maskine hævet over Gud og kulturskabte morallove. På det mere praktiske plan konstruerede hans landsmand, opfinderen Jacques de Vaucanson (1709-82), i 1730’erne ganske sofistikerede menneske- og dyremodeller, mens den svejtsiske urmager Pierre Jaquet-Droz (1721-90) i 1760’erne byggede tre mekaniske menneskedukker (en forfatter, en tegner og en spinetspiller), som udførte naturtro bevægelser ved hjælp af et sindrigt system af kabler, valser og tandhjul. De kreative dukker kan i dag beses på Musée d’Art et d’Histoire i Neuchâtel.  

Moderne biovidenskab
De moderne biovidenskaber har inden for det seneste halve århundrede indsnævret kløften mellem menneske og maskine, og det er i dag muligt at integrere syntetiske kropsdele (fx øjelinser, tænder, led, hjerteklapper, pacemakere og proteser) fuldstændigt i de medfødte kropsfunktioner. Hertil kommer, at kropsdele og organer kan sammenkobles med elektriske følere (såkaldte ”biosensorer”), som er i stand til at reagere på biologiske stimuli – fx sansepåvirkning eller forekomsten af bestemte stoffer i blodet. Endelig har de seneste halvtreds års kirurgiske fremskridt muliggjort transplantation af organer fra medmennesker eller dyr i et omfang, som yderligere forrykker forestillingen om den individuelle krops integritet og autentiske natur. På samme måde har gen-, reproduktions- og stamcelleteknologien vendt op og ned på traditionelle begreber om ”det unikke menneske” og ”skaberværkets ukrænkelighed”, og ved hjælp af genetisk manipulation er det i dag muligt at ændre i de mest basale biologiske byggesten, ligesom man ved kloning kan frembringe genetisk identiske individer. Teknologierne rejser vanskelige etiske spørgsmål og tvinger os i stigende omfang til at gentænke vores begreber om os selv.

Robot-tid
I nyere bio-, robot- og computerteknologi arbejdes der i grænselandet mellem menneske og maskine, og såkaldte ”transhumanister” er optaget af muligheden for ad teknologisk eller medikamentel vej at forbedre menneskers trivsel, ydeevne og/eller livslængde. Man taler ligefrem om ”reservedelsmennesket” eller ”homo artefactus”, det kunstige menneske. Temaet er ikke alene forbeholdt videnskabsmænd, også kunstnere undersøger nysgerrigt menneskekroppens nye status. Ikke mindst den cypriotisk-australske performancekunstner Stelarc (f. 1946) har gennem en årrække udviklet sin krop til et foranderligt bioteknologisk kunstværk og under mottoet ”Menneskekroppen er forældet” integreret maskinelle lemmer og robotdele i sin fysik. Han har desuden forbundet dele af sin muskulatur med internettet og således givet ukendte fremmede mulighed for at styre sine bevægelser. I 2007 fik han et kunstigt frembragt øre transplanteret på sin venstre arm. Den japanske professor Hiroshi Ishiguro (f. 1960) er gået et skridt videre og har fremstillet en uhyre vellignende robotkopi af sig selv, kaldet ”Geminoid”. Robotten er udstyret med bevægelige dele og et avanceret ”sanseapparat” af kameraer og mikrofoner. Den udfylder angiveligt hans plads ved forelæsninger og møder.

Krop i kultur og kunst
I kulturen har samspillet mellem menneske og maskine været et tilbagekommende fascinationspunkt, og ikke mindst science fiction-litteraturen har i mere end et århundrede udforsket ideen om androider eller cyborgs, robotter med menneskelige træk og egenskaber eller mennesker med indbyggede robotdele. I filmkunsten er dette tema bl.a. sat i scene i James Camerons ”Terminator”-film (1984 & 1991), Steven Spielbergs ”A.I.” (2001) og Ridley Scotts æstetisk gennemførte ”Blade Runner” (1982). I litteraturen kendes problematikken bl.a. fra Mary Shelleys (1797-1851) gotiske gyserroman om dr. Frankensteins monster fra 1818.

I de senere årtier har internettet åbnet mulighed for hidtil usete samspil menneske og maskine imellem, og det er i dag almindeligt at iscenesætte sig, kommunikere og hente sanselige erfaringer i det virtuelle rum. Også dette rykker ved gængse forestillinger om menneskelig identitet, interaktion og eksistens.

Artiklen er et uddrag fra bogen 'Corpus - Rejser i menneskekroppen' (Politikens Forlag, 2008) af Christian Graugaard, professor i sexologi ved Aalborg Universitet. Her er bragt s. 32, kap. 1 om 'Mikromennesket'.

Læs en anmeldelse af 'Corpus'. Bogen kan købes her  

Websitet benytter cookies

Folkeuniversitetet anvender cookies til at optimere og målrette hjemmesiden, så det giver den bedste oplevelse for brugeren. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.