28. - 30. september 2018

Pornokroppen

af Christian Graugaard. Læge og professor i sexologi ved Sexologisk Forskningscenter, Aalborg Universitet

For nogle år siden var jeg inviteret til en stor konference om unge i en pornoficeret tid. Arrangørerne havde iført sig bekymringsbriller af højeste styrke, og for at slå streg under emnets alarmerende karakter havde man indforskrevet et par gymnasieklasser til at fortælle de fremmødte eksperter, hvordan skamløst anmassende medieerotik udgør er en tikkende bombe under teenageres udvikling og velfærd og velfærd. Ydermere havde man – i tilgift til en bedemandslignende konferencier, som på imponerende vis formåede at afsluttede alle sine sætninger med ”problem”, ”risiko” og ”traume” – allieret sig med en midaldrende stand up-komiker, som varmede gymnasiasterne op med vrisne jokes om salg af g-strengstrusser til børnehavebørn.

Så blev det de unges tur, og auditoriet holdt vejret. Konferencieren udbad sigefterspurgte bad om eksempler på, hvor ondskabsfuldt porno greb ind i deres dagligdag – oghvor mange af dem, der sultede sig, skar sig i armene eller slet og ret hadede sig selv som følge af de vrangagtige, medieskabte kropsidealer. Det var tydeligt, at de høflige teenagere gerne ville hjælpe de bekymrede voksne på vej, men at de simpelthen ikke genkendte det pornografiske dommedagsscenario. En pige fortalte, at hendes lillebror engang havde smittet familiens pc med virus efter besøg på en tvivlsom hjemmeside. En anden sagde, at unge jo ikke var idioter og derfor sagtens kunne skelne mellem mediernes fantasiunivers og deres egneet liv. Og en modig ungersvend erklærede frejdigt, at han da da egentlig syntes, at lækre underbuksemodeller var et forfriskende ”bonussyn i hverdagen”.             

Der tales i disse år meget om ’seksualiseringen af det offentlige rum’, og man får næstenjævnligt det indtryk, at kyniskeverden er af lave, og at ondskabsfulde pornobaroner har sat sig for at omstyrte årtusinders sunde kropskultur med klæg og destruktiv nøgenhed. Men vi ser hvad vi ser i virkeligheden ser er et relativt forudsigeligt aspekt af den senmoderne samfundsstruktur – en slags ”tredjegenerationsfrisind”, som har været under opsejling siden normbryderenkritikeren Georg Brandes (1842-1927) og altså ikke er kommet dumpende ned fra stratosfæren som slagregn eller islandsk vulkanaske. Krop, køn og seksualitet har alle dage været vigtige samfundsbyggesten, og de har for tiden iøjnespringende plads i by- og medierummet på vilkår, som er karakteristiske for netop denne epoke og sikkert vil undre vores børnebørn på samme måde, som vi selv trækker på smilebåndet af halvfjerdsernes bh-afbrændinger og hessianbeklædte bollerum.

Jovist har forbrugssamfundet sine fælder og eksistentielle blindgyder. Men før vi går i panik over sædernes forfald, er der grund til at tage en dyb indånding og minde os selv:

1. Vi står vi ikke på historiens endestation.
2. Mon ikke de fleste af os trods alt foretrækker internetporno og letpåklædte popsangerevovede H&M-reklamer frem for 1950’ernes stramtandede puritanisme?
3. Intet tyder på, at den opvoksende generation tager skade på krop og sjæl af drømmesamfundets erotiserede billedstorm. Tværtimod har forskning peget på, at det overvældende flertal af teenagere formår at skelne. At de som fuldblods senmodernister er mestre i kritisk navigation. 

Lad os derfor glæde os over, at vi lever i en spændende tidsalder rig på oplevelser og hidtil usete muligheder. Lad os undgå at tage de ungeteenagere som ”bekymringsgidsler” og i stedet styrke deres kritiske og -nysgerrige blik på verden. Deres lyst til at sætte tænderne i den.

 

Artiklen bygger på en klumme, som oprindelig blev bragt i Politiken.

 

 

Websitet benytter cookies

Folkeuniversitetet anvender cookies til at optimere og målrette hjemmesiden, så det giver den bedste oplevelse for brugeren. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.