28. - 30. september 2018

Den komplekse nydelse

Måske er den bedste måde at nærme sig forholdet mellem mad og nydelse at se Brødrene Price. Det, der sker, når brødrene James (f. 1959) og Adam Price (f. 1967) i slutningen af disse madprogrammer smager på dagens ret, er interessant. Her får vi nydelse at se og høre. De smasker højlydt og priser deres eget værk med iver: "Uhm, det smager godt!"

Selv om det virker naturligt, når vi ser det ske udsendelse efter udsendelse, er der alligevel grund til at undre sig. Det er nemlig sjældent, at vi tåler at se nydelse komme til udtryk så tydeligt. Hvis et barn ved middagsbordet skulle finde på at nyde lige så uhæmmet som de to gange Price, ville det blive irettesat af en voksen. At være vidne til andres uhæmmede nydelse er noget, som mange af os reagerer negativt på. Men hvordan kan det så være, at vi med glæde tåler at se brødrene Price nyde, når det i andre sammenhænge er så vanskeligt at have med andre menneskers nydelse at gøre?

Hvis man spørger den slovenske filosof Slavoj Žižek (f. 1949), der har beskæftiget sig indgående med nydelsen som begreb, vil svaret være, at tv-skærmen fungerer som det, han kalder ’fantasiens skærm’. Inspireret af den franske psykoanalytiker Jacques Lacan (1901-1981) forstår Žižek ikke fantasi som noget, vi giver os hen til for at kunne drømme om uhæmmet nydelse, men derimod som noget vi bruger for at holde denne nydelse på afstand. Vi bevarer uhæmmet nydelse i fantasien eller på sikker afstand bag en tv-skærm, fordi vi slet ikke kan holde den ud, hvis vi kommer til at opleve den i virkeligheden.

Denne opfattelse af nydelse og fantasi vender måske op og ned på mange vante forestillinger (for eksempel at nydelse er noget, vi alle sammen gerne vil have, og at vi fantaserer om ting, vi gerne vil opleve), men den er ikke desto mindre yderst oplysende, når vi analyserer, hvordan vi i øvrigt forholder os til nydelse og mad.

Selv om vi gerne forestiller os, at vi lever i en fri og åben kultur, hersker der stadig en mængde tabuer, når det gælder vores nydelse af mad. Tænk blot på, hvor socialt stigmatiserende det kan være at spise så meget, at man bliver overvægtig. Vi søger konstant at disciplinere os selv og hinanden.

Endnu mere interessant findes der en udbredt disciplin knyttet til det, som vi putter i munden, når vi en sjælden gang tillader os selv at nyde. Mange berømte delikatesser er noget, som kræver tilvænning og træning at lære at holde af. For eksempel er kaffe og østers svære at nyde, når man smager det første gang. Så når vi efterfølgende nyder disse ting, kan vi finde ro i den let moraliserende tanke, at vi ikke blot nyder dem som hæmningsløse dyr, men at det derimod er noget, som det kræver en vis dygtighed og vedholdenhed.  

Men hvorfor klynger vi mennesker os til forskellige former for kontrol i stedet for bare give os hen til nydelse? Den østrigske filosof Robert Pfaller (f. 1962) har, inspireret af Nietzsche (1844-1900), argumenteret for, at grunden skal findes i den asketiske fornuftskultur, som vi i den vestlige verden især har arvet fra kristendommen. I den er der en intens mistro til sanselighed og nydelse, som vi har taget til os som noget naturligt. Spørger man førnævnte Žižek, er årsagen mere fundamental. Ifølge ham er det et grundlæggende træk ved det at være menneske, at vi ikke kan finde ud af at nyde. Mennesket er ikke evolutionens eller skabningens højdepunkt, men snarere en slags verdenshistorisk katastrofe, som end ikke kan finde ud af at være egoistisk nok til at nyde livet.

Helt overordnet er pointen, at nydelsen ikke – som man måske kunne fristes til at tro – er noget meget simpelt og enkelt. Det er tværtimod et uhyre komplekst fænomen. At nyde chokolade er aldrig bare at nyde chokolade.

Rasmus Ugilt, Ekstern lektor i pædagogisk filosofi, DPU, Aarhus Universitet

Websitet benytter cookies

Folkeuniversitetet anvender cookies til at optimere og målrette hjemmesiden til dine behov og interesser. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.