28. - 30. september 2018

Måltidet og det svære demokrati

Der er skærme på bordet. IPads og mobiler snurres som enarmede tyveknægte i håbet om, at noget interessant dukker op. Facebook tjekkes, og e-mails besvares.

Der er også skærme omkring bordet. På tv’et flimrer afslappet spiseunderholdning, mens ovnens display signalerer, at maden snart er færdig. Ved spisebordet er kampen for det daglige brød ikke længere i centrum. Det er derimod kampen om det sociale nærvær, måltidets fundamentale kvalitet.

Alle skal spise. Vi spiser ikke lige meget, og der har ikke altid været mad nok til alle. Derfor har måltidet tidligere været en kamp. Historisk har mænd domineret ved bordet. De havde ret til at spise mere end kvinder og børn, fordi de skulle knokle i marken og på fabrikken. Samtidig blev deres ’naturlige’ autoritet i samfundet bekræftet, da det var dem, der bestemte, hvem og hvad der skulle tales om under måltidet.

Spisebordet er imidlertid for længst blevet demokratiseret. Dels fordi forholdet mellem mænd og kvinder har ændret sig markant. Dels fordi økonomien og teknologien gør det muligt at lave mad, så alle kan blive mætte og spise noget, de kan lide. Og samtidig kan alle bidrage til måltidet, hvad enten det er med den gode historie eller ved at hjælpe i køkkenet.

Måltidet er i princippet blevet et socialt samlingssted og et fundament blandt mange andre for demokratisk dannelse. Måltidet giver nemlig mulighed for at udfolde nogle af de sociale kompetencer, der er nødvendige for, at demokratiet kan folde sig ud i praksis.

Når vi er samlet omkring bordet, er der mange måder at vise gensidig anerkendelse på, hvilket er en vigtig begyndelse for ethvert fællesskab. Først og fremmest kan vi byde på god mad. På den måde viser man, at man værdsætter deltagerne i måltidet, og at de grundlæggende anerkendes som en del af fællesskabet.

Dem, der spiser sammen, kan nemt blive indspiste. Men netop indspisthed er ofte en vigtig del af et stærkt fællesskab. I kristendommen bekræftes det symbolsk gennem den sidste nadver, hvor båndet mellem Gud og menigheden bekræftes.

Det er samtidig en nødvendighed, at man deles, hvis alle skal blive mætte. Både om maden og om ordet. Man smager, nyder og bliver mæt. Man lytter, reflekterer og replicerer, hvilket er afgørende for en udviklende, dialogisk samtale.

Men måltidet er også et sted, hvor vi kan invitere folk, vi ikke kender så godt, ind i fællesskabet. Her lytter man til nye udsagn og synspunkter, nogle gange udtrykt med stor indsigt og overbevisning. Man kan vise, at man respekterer den anden, hvis vedkommende har sagt noget godt. Andre gange må man lytte til synspunkter, der er vanskelige at kapere. Her er der brug for tolerance, det vil sige evnen til at tåle udsagn, man ikke kan lide.

 

Det er ved at koncentrere sig om samværet i måltidet, at det i denne sammenhæng er muligt at udvikle fundamentale demokratiske kompetencer, nemlig viljen og evnen til anerkendelse, respekt og tolerance, der er vigtige for en god demokratisk dialog baseret på gensidig tillid. Men måltidets fællesskab er udfordret af skærme, der evner at fange og aflede deltagernes opmærksomhed med det resultat, at de kun er nærværende i flæng. Det kan godt være, at man er der, men nærværet bliver kun til spredt fægtning. Og det kan demokratiet ikke nøjes med. Demokrati kræver gensidig forpligtelse – også i hverdagens små gøremål omkring spisebordet.

Johannes Andersen er lektor ved Institut for Statskundskab, Aalborg Universitet.

Websitet benytter cookies

Folkeuniversitetet anvender cookies til at optimere og målrette hjemmesiden til dine behov og interesser. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.