Vidensfestival

Når sundt bliver sygt

Vi spiser for at undgå at dø af sult. Eller hvad? I vores del af verden er overlevelsesaspektet trængt i baggrunden, og vi står ikke over for samme udfordringer som folk andre steder på kloden. Mad og spisning er blevet noget selektivt. Noget, vi kan vælge til og fra. Disse til- og fravalg i vores madvaner kan vi bruge til at skabe en betydning af os selv som mennesker, og med inspiration fra livstilsprogrammer, populærbloggere og kokkekendisser kan man ’konvertere’ til bestemte madreligioner. Man kan være typen, der spiser ordentligt, bæredygtigt og korrekt. Eller man kan være farlig, fed og forkert.

Dette resulterer i diæter og kure, der påstår at have fundet den korrekte spisepraksis. For tiden har korrekthedens fjende nummer ét skikkelse af kulhydrater og produkter, som er rige på dem – for eksempel brød, ris og pasta. Disse bliver beskyldt for at være årsag til fedme og forskellige lidelser som stress, hormon-ubalance, maveonder og depression. Tænk, at korn kan udrette så megen skade!

Ligesom Low Carb High Fat, rawkure og stenalderkost er spiseforstyrrelser også et moderne, vestligt fænomen. Det er et livsfarligt paradoks, at nogle sulter sig, kaster op eller tvangsæder afsindige mængder, og det kan på mange måder betragtes som en karikatur af sundhedsbølgen.

Inden for de senere år er en kreativitet begyndt at blomstre i beskrivelserne af spiseforstyrrelser, og den bevæger sig ud over de tre velkendte diagnoser: anoreksi, bulimi og tvangsoverspisning. Nye varianter er forsøgt identificeret i kategorier som ’megareksi’ og ’ortoreksi’.  De er endnu ikke optaget i diagnosesystemet. Ikke desto mindre er de yderst relevante, hvis man vil forsøge at nuancere diskussionen om et sygt forhold til mad og anskue det i et kulturelt og filosofisk perspektiv frem for kun at se på fænomenet gennem psykiatriens briller.

Megareksi er sygelig optagethed af at få større muskelmasse, mens ortoreksi er afledt af det græske ord ’ortho’, som betyder korrekt, og ’orexia’, som betyder appetit. Med andre ord: sygelig korrekt appetit. Grænsen mellem ortoreksi og anoreksi er flydende, men man kan sige, at den ortorektiske adfærd adskiller sig fra visse tilfælde af anoreksi ved, at hovedfokus ligger på det kvalitative frem for det kvantitative indtag af fødevarer. Det overvejende ortorektiske betegner altså en adfærd, hvor kontrollen tager over, og alt handler om korrekt mad og korrekt træning, hvilket kan ende med social isolation og udløse psykiske lidelser som for eksempel angst. Man kan sige, at korrektheden vender sig imod sig selv i en praksis, hvor perfektioneret korrekthed bliver syg.

Interessant nok er det de samme populærdiæter og maddiskurser, de raske har integreret som sunde, der hitter hos mange spiseforstyrrede. Også her er kulhydrater truende for tilværelsen, og fedt og protein skal opretholde kontrol over krop og liv. Så den store fortælling om korrekthed, sundhed og slankhed afspejler sig også i den enkeltes individuelle historie, og det er med til at udviske grænserne mellem det korrekte og det syge. Ortorektikeren eller anorektikeren så at sige overdriver den selvkontrol, som andre ville ønske, de havde. Man kan sige, at motion, vægttab og forskellige livstilsdiæter er en både etableret og velset norm, og at det ortorektiske i sit udgangspunkt er en sund og beundringsværdig adfærd, men i sin ekstreme form forvandler denne adfærd sig til både psykisk og fysisk lidelse.

Lea Muldtofte Olsen, ph.d.-studerende ved Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet.

Websitet benytter cookies

Folkeuniversitetet anvender cookies til at optimere og målrette hjemmesiden, så det giver den bedste oplevelse for brugeren. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.