28. - 30. september 2018

Fra Jesus til Brinkmann

Af Marie Vejrup Nielsen, lektor i Religionsvidenskab, Aarhus Universitet.

Jagten på meningen med livet er lige så gammel som menneskeheden selv. Tidligere var rammerne om den menneskelige tilværelse fastlagt i langt højere grad, end de er i vores samfund i dag. Nu er det op til den enkelte at finde mening med tilværelsen og sikre, at livet har kvalitet. Samtidig lever vi i en verden med mange konkurrerende fortællinger om, hvad et godt menneskeliv er, og dem skal vi navigere indenfor. Fra tidlig morgen til sen aften bliver vi bombarderet med, hvad og hvor meget vi skal spise, hvor meget motion, vi bør dyrke, og vi skal også huske at læse for børnene, besøge de gamle, hjælpe de nødlidende herhjemme og overalt i verden – og glem ikke at have god tid til dig selv.

Tidligere havde de store verdensreligioner monopol på at være den dominerende fortælling om, hvem vi er som mennesker, og hvordan vores liv skal leves, hvis det skal være i overensstemmelse med Guds eller gudernes ønsker og planer for os. Verdensreligionerne forbinder en stor fortælling fra verdens skabelse til tidernes ende med den enkeltes liv og sætter gennem tekster, ritualer og leveregler en ramme op for det sande menneskeliv. Inden for de religiøse institutioner – som f.eks. de
kristne kirker – finder man en religiøs elite, som har autoriteten til at fortolke, hvordan den enkelte skal forstå sig selv i rammerne af den store, religiøse fortælling. I den kristne grundfortælling er menneskelivet indlejret i fortællingen om skabelse, syndefald og frelse ved Jesus Kristus. Her er livskvalitet principielt bundet op på forståelsen af mennesket i forhold til Gud og ikke ud fra menneskets egne syndige behov og ønsker.

I det moderne samfund har de religiøse institutioner ikke længere monopol på at danne ramme om forståelsen af menneskelivet, og religion er kun en af de mange muligheder for at søge inspiration til at sammensætte vores egen definition af, hvad der giver livet kvalitet. Det kollektive har måttet vige for det individuelle, og der er et større fokus på den enkeltes behov og synspunkter. ”Hvad synes du selv?” træder i stedet for ”Hvad siger Gud, far eller præsten?”, og ”Hvad føler du giver mest mening?” træder i stedet for ”Gør, hvad der bliver sagt!”

Samtidig søger mennesker stadigvæk efter fortællinger, man kan leve i. Vi står således på en stor og åben markedsplads, hvor mange stemmer konkurrerer om vores opmærksomhed. Der er opstået et hav af bøger, blogs og hjemmesider om, hvordan det gode liv kan opnås. En aktuel stemme er X Factor-dommer Thomas Blachman (1963-), som kræver, at man som individ udlever sin egen kreativitet på en måde, der sprænger alle rammer. Samtidig storsælger bøgerne om at ’stå fast’ og ’gå glip’ af professor i psykologi Svend Brinkmann (1975-). Der er således både en mængde bud på, hvordan du kan udvikle dig selv og tilsvarende gode råd om, hvordan du træder ud af jagten på selvudvikling. Det moderne menneske er fanget midt mellem de to poler.

Religioner er i dag en del af denne udvikling. Der er kommet flere religiøse tilbud, der kan vejlede den enkelte i dennes søgen efter et bedre liv, som det f.eks. kan ses på ’krop og sind-messer’ rundt om i landet. Religionsforskningen peger på en vækst i wellness-religiøsitet og et større fokus på personlig udvikling. Også inden for de traditionelle religiøse institutioner – som f.eks. folkekirken – kommer der
flere og flere tilbud, der er målrettet det moderne menneskes behov.

Vi lever ikke længere kollektivt i en stor fortælling, som står klippefast på uimodsagte autoriteter. I stedet lever vi i de mange fortællingers tid, og i den mangfoldighed skal det moderne menneske finde vej til et godt og autentisk liv. Med andre ord: Livskvalitet er blevet hårdt arbejde for den enkelte.

Artiklen her er fra Hearts & Minds’ vidensmagasin om LIVSKVALITET, der i august 2018 er udgivet i et oplag på 50.000. Magasinet er støttet af Nordea-fonden.

Websitet benytter cookies

Folkeuniversitetet anvender cookies til at optimere og målrette hjemmesiden, så det giver den bedste oplevelse for brugeren. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.