Japans tabte generation

Af Mette Holm, oversætter, cand. mag i japansk sprog og kultur samt antropologi

Japans tabte generation er de japanere, der nu er i 40’erne og i starten af 50’erne. De blev færdiguddannede i 1990’erne, lige da Japans økonomiske boble brast, og derfor har mange af dem ikke kunnet få et rigtigt arbejde.

Med et rigtigt arbejde menes livstidsansættelse. I efterkrigstidens Japan var det et ideal, at man giftede sig ung. Mange mænd blev livstidsansatte med et socialt sikkerhedsnet for hele familien, mens hustruen gik hjemme og sørgede for, at børnene fik en uddannelse. Når børnene blev voksne, kunne de få et job eller blive gift og tage sig af forældrene. Sådan var det traditionelle generationsmønster.

I Japan er idealet stadig at få en uddannelse, siden et job og så at gifte sig og få børn, men i 1990’erne måtte mange hutle sig igennem med deltidsjob og skiftende arbejdspladser. I et samfund, hvor det traditionelt er manden, der sørger for familien, er det svært ikke at kunne leve op til den rolle.

Det har givet grundlag for en særlig betegnelse, nemlig ’den planteædende mand’ (sōshoku-kei danshi (草食系男子). Disse mænd er ikke interesserede i at finde en kæreste og blive gift, og den manglende interesse er gensidig: En kvinde ønsker heller ikke at gifte sig med en planteædende mand.

Men hvad er det for et samfund, der finder på sådan en betegnelse for sine mænd? Og hvordan klarer kvinderne sig her? Det har mange japanske forfattere et bud på.

Følg håndbogen?

Tag blot Sayaka Murata (1979-), der i romanen Døgnkioskmennesket beskriver, hvordan det kan opleves at tilhøre Japans tabte generation. Romanen handler om Keiko, som altid har været anderledes og først føler sig normal, da hun får arbejde i en døgnkiosk. Døgnkioskens univers er forudsigeligt, og personalehåndbogen beskriver, hvordan hun skal opføre sig, så hun føler sig som en del af noget større.

Romanen kredser om, hvad det vil sige at være normal og at tilhøre gruppen. På sin vis kommer døgnkiosken til at symbolisere det japanske samfund, hvor man helst skal gøre præcis, som der står i ’håndbogen’. Beskrivelsen af Keiko og en af de mandlige løsarbejdere i romanen viser tydeligt, hvor svært det kan være ikke at finde sin plads i sådan et samfund, og hvad det er for nogle mennesker, den tabte generation i Japan kan bestå af.

Men hvad så med dem, som klarer sig godt og lever op til det japanske samfunds krav? For hele den generation, der blev voksne i 1990’erne, er ikke tabt.

Det kan man blandt andet læse om i Haruki Murakamis (1949-) lille roman Efter midnat, som beskriver en anden side af det japanske samfund. Her møder vi den unge pige Mari, der ikke kan sove, og hendes søster Eri, der har valgt at sove hele tiden som en reaktion på de krav, hun føler, at der stilles til hende. I denne roman bevæger vi os ud af døgnkioskens univers og ind i en anden del af det japanske samfund, hvor alle døre står åbne, og der ikke står planter, men kød på menuen.

Man kan ikke generalisere om andre samfund – heller ikke om Japans tabte generation, der jo netop ikke udelukkende består af folk, der er hægtet af. Der er kun tale om en tendens. Her spiller oversat litteratur en vigtig rolle. Den nuancerer forholdene og viser, hvor mangesidet det japanske samfund er.

Websitet benytter cookies

Folkeuniversitetet anvender cookies til at optimere og målrette hjemmesiden, så det giver den bedste oplevelse for brugeren. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies.