Om
HEARTS & MINDS FESTIVAL
Hearts & Minds er en sundhedsfaglig vidensfestival med tværfaglige perspektiver. Festivalens arrangementer er et miks mellem vidensformidling, kunst, kultur og aktivitet. I 2024 foregår festivalen på Dokk1 i Aarhus med arrangementer både inde og ude. Målet er at skabe fælles oplevelser gennem anderledes, inspirerende og nærværende forskningsformidling, der gør det både sjovt og socialt at blive klogere.
FESTIVAL 2024 - HJERNEN
Hjernen er fantastisk. Klumpen i kraniet vejer ca. 1300 g og består overvejende af vand og fedt fyldt med elektriske signaler og kemiske forbindelser. På mirakuløs vis er den hjemstedet for bevidsthed, tanker, følelser og sprog og styrer læring, hukommelse, personlighed og adfærd. Hjernen er kroppens suveræne kommandocentral, som sørger for, at vi kan trække vejret, bevæge kroppen, få nye idéer, skabe kunst, musik og litteratur og sågar spå om fremtiden.
Det er hjernen, der gør os til mennesker. Men hvordan fungerer den egentlig? Hvorfor går det nogle gange galt? Og hvad skal der til for at holde hjernen i topform hele livet? Hvilken rolle spiller vores gener, livsstil, sociale forhold, samfundet og omgivelserne? Hvad sker der, når vi lytter til musik, løber en tur, taler sammen, bliver forelskede eller rammes af angst? Og hvilke muligheder og udfordringer giver nye teknologier og behandlingsmetoder vores hjerner i dag og i fremtiden?
Vær med, når Hearts & Minds Festival igen går på opdagelse i den forunderlige hjerne og stiller skarpt på den nyeste viden. Glæd dig til en weekend fyldt med foredrag, samtaler, workshops, koncerter og fysisk aktivitet med førende eksperter. Hjernen er dynamisk og foranderlig og kan lære så længe vi lever, så forkæl den med ny viden og sanselige oplevelser.
Formaterne er korte, så du kan nå flere arrangementer på en dag. Meget er gratis, men tilmelding er nødvendig.
Tid: d. 27.-29. september 2024
Sted: Dokk1, Hack Kampmanns Plads 2, 8000 Aarhus C
FESTIVALENS HISTORIE
Folkeuniversitetet har med Hearts & Minds skabt en festival, der sætter hjerter og hjerner i bevægelser og giver inspiration til det gode liv siden 2015. Festivalen har siden 2022 været samlet på Dokk1 i Aarhus. I 2023 besøgte mere end 10.000 deltagere festivalen, der bød på mere end 60 arrangementer fordelt på 8 forskellige scener.
2015: Hjerte og Hjerne
2016: Kroppen
2017: Mad
2018: Livskvalitet
2019: Generationer (festivalprogram i pdf)
2020: Highlights
2021: Fra ende til anden (festivalprogram i pdf)
2022: Hjernen (festivalprogram i pdf)
2023: Hjernen (festivalprogram i pdf)
2024: Hjernen
Programmet for festivalen bliver løbende offentliggjort her på hjemmesiden, og tilmelding til arrangementerne foregår ligeledes her. Nyheder om festivalen kan desuden følges på Facebook.
Folkeuniversitetet i Aarhus, Emdrup og Herning er festivalens hovedarrangør
Lundbeckfonden støtter Hearts & Minds 2024
-
Anne Marie Støvring Sorgenfrei Redaktør Psykologi & sundhed | Projektleder Hearts & Minds Festival as@fuau.dk Tlf: 8843 8014
-