Træn din hjerne med mindfulness
Mindfulness handler om evnen til bevidst nærvær. I en tid præget af stress, forandring og effektivitet kan det være en stor udfordring at være nærværende. Evnen kan dog trænes og kan være et redskab til stresshåndtering, forebyggelse af depression samt forbedring af livskvalitet, relationer og samarbejde.
Den forreste del af hjernen har tendens til at være underaktiv i forbindelse med forskellige psykiske lidelser og udfordringer. Forskning viser, at mindfulness-træning kan styrke aktiviteten i hjernens frontallapper, som blandt andet regulerer vores følelsesmæssige system og har betydning for både hukommelse og motivation.
Oplev mindfulness gennem en kombination af teori og praktiske øvelser med Jacob Piet, psykolog og ph.d. i mindfulness fra Dansk Center for Mindfulness ved Aarhus Universitet, og Gull-Maja La Cour, psykolog og mindfulnesslærer ved Center for Meditation og Livskunst.
Der kræves ingen særlige forudsætninger for at deltage. Du skal være indstillet på at arbejde med dig selv, herunder træne evnen til at være nærværende i forhold til krop, følelsesliv og tanker – såvel som til verden omkring dig. Undervisningen henvender sig både til nybegyndere og til mere erfarne mindfulnessudøvere.
NB: Vi sørger for yogamåtter til alle deltagere.
Er der udsolgt? Der er også workshop kl. 15.30-16.30.