Hvad er et traume, og hvordan påvirker det os?
Alle taler om traumer. Begrebet har bevæget sig ud af psykologien og ind i vores hverdag, hvor det bruges til at forstå alt fra personlige kriser til samfundsmæssige reaktioner. Men hvad er et traume egentlig? Hvordan viser traumereaktioner sig? Og vil oplevelser, der ryster os i vores grundvold, nødvendigvis præge os resten af livet?
Vær med, når professor i psykologi Karen-Inge Karstoft og skuespiller Thure Lindhardt mødes til en samtale om traumer, sårbarhed og menneskelig robusthed.
Med afsæt i den nyeste traumeforskning giver Karen-Inge Karstoft indblik i, hvordan traumer påvirker os, hvorfor nogle udvikler langvarige reaktioner, og hvorfor vi ofte er mere robuste, end vi forestiller os. Samtidig bringer Thure Lindhardt et kunstnerisk og erfaringsnært perspektiv ind i samtalen gennem sit arbejde med den PTSD-ramte Jeppe i Christian Lollikes aktuelle fortolkning af Jeppe på bjerget på Aarhus Teater.
Samtalen modereres af Noa Kjærsgaard Hansen.