Hvordan påvirker IQ vores liv?
Hvor meget betyder intelligens for det liv, vi får? Hvilken rolle spiller det for, hvordan vi lærer, og trives, og for de muligheder og udfordringer, vi møder?
Intelligens er en af de bedst dokumenterede faktorer i forskningen, når det handler om at forklare forskelle i menneskers livsforløb. Høj intelligens er bl.a. forbundet med bedre muligheder inden for uddannelse, arbejdsliv og indkomst. Alligevel er emnet følsomt, fordi intelligens ikke kun handler om testresultater og præstationer, men også om identitet, forventninger, sårbarhed og følelsen af at passe ind.
I disse år er der øget opmærksomhed på høj begavelse, især i folkeskolen og i debatten om børn og unges mistrivsel. Men hvad vil det egentlig sige at være højt begavet? Hvordan adskiller høj begavelse sig fra intelligens – og hvorfor er det ikke altid en gylden billet til et let liv?
Forsker i psykologi ved Aalborg Universitet Morten Christoffersen og autoriseret psykolog og specialist i neuropsykologi Dea Franck mødes til en nuanceret samtale om intelligens og høj begavelse: Hvad kan vi måle, og hvad overser vi? Hvordan skelner vi mellem høj begavelse og diagnoser som ADHD og autisme – og hvordan skaber vi gode rammer for børn, unge og voksne, der tænker hurtigere, dybere eller anderledes end de fleste? Samtalen modereres af journalist Louise Sloth.