Sindet, selvet og hjernen
Bevidstheden er selve forudsætningen for, at vi kan opleve verden, tænke, føle og vide, at vi findes. Alligevel hører den til blandt de største uløste gåder inden for både neurovidenskab og filosofi. For hvad er bevidsthed? Hvordan opstår den? Og hvordan kan et stykke biologisk væv give ophav til en fornemmelse af et jeg?
Psykolog og lektor i neurovidenskab Kristian Sandberg fra Aarhus Universitet og ph.d. i filosofi Morten Grønborg tager denne eftermiddag livtag med spørgsmålene fra hver sit perspektiv. Sammen undersøger de, hvad moderne hjerneforskning faktisk kan sige om bevidsthed, og hvordan filosofien udfordrer vores forestillinger om sind, selv og virkelighed. Det er en samtale om menneskets indre liv, om grænsen mellem det målbare og det erfarede, og om hvorfor bevidstheden stadig er et mysterium – selv i en tid, hvor vi kan kortlægge hjernen i hidtil uset detalje. Samtalen modereres af Anne Reinholdt, LIFE Fonden.