Anders Nykjær: Hukommelse er central for, at vi kan klare os i hverdagen

Hukommelsen er en forunderlig størrelse, og jo mere vi lærer om den, jo mere kompliceret viser den sig at være. Samtidig er den med til at bestemme, hvem vi er og hvem vi bliver, forklarer Anders Nykjær, centerleder og professor ved Aarhus Universitet, der beskæftiger sig med proteiner i hjernen, der styrer vores evne til at huske.

Af Noa Kjærsgaard Hansen 

Vores hukommelse er en forunderlig størrelse og det er ikke altid nemt at forstå, hvorfor vi husker og glemmer, som vi gør. Mange kan huske præcis, hvor man mødte sin kæreste, men glemmer nemt, hvor de lagde bilnøglerne to minutter inden afgang. Så leder de hele huset igennem og ender i stedet med at finde ting, de havde glemt fandtes.

Symptomatisk nok, minder det lidt om den måde Anders Nykjær, centerleder og professor ved institut for biomedicin på Aarhus Universitet, fandt vej ind i hukommelsesforskningen. Efter medicinstudiet i 90’erne, troede han, at han skulle ud og være i klinik, men hans professor tilbød ham et stipendie og overbeviste ham om at lade sig indskrive som ph.d.-studerende. Han valgte at fortsætte karrieren som forsker og fandt herefter, som del af et forskerteam, et protein, en såkaldt receptor, der fandtes i høje mængder i hjernen, og ingen havde set før: 
 
”Det var jeg nødt til at forfølge. Og så var jeg jo faktisk også nødt til at finde ud af, hvordan hjernen ser ud. Vi kendte ikke funktionen af det her protein, men fik lige så stille en fornemmelse af, at det havde at gøre med nervecellers overlevelse, neurodegeneration og psykiatriske sygdomme.”

Og hvor findes de her proteiner? 

”De sidder i nervecellernes overflade og inde i cellerne og er vigtige for, at man kan kommunikere. De sikrer, at nervecellerne vokser eller svinder ind, alt efter hvad der er nødvendigt for hukommelsen.” 

Hukommelse på subatomart niveau 

For bedre at forstå både den raske og syge hjerne på molekylært niveau, blev Anders Nykjær en del af det på det tidspunkt nyetablerede forskningscenter DANDRITE, hvor man rekrutterede nye talentfulde forskere fra hele verden, fortæller han: 
 
”Så sad vi nogle stykker en dag i 2016 og drak rødvin og fik pizza og blev enige om, at det kunne være sjovt at lave noget sammen. Nogen var interesserede i hukommelse, og så sagde jeg, nå, det lyder da spændende, jeg har ikke særlig meget forstand på det, men lad os gøre det!”

Anders Nykjær havde samtidig en stilling som professor i USA, men besluttede sig for at vende hjem til Danmark for at etablere eliteforskningscentret PROMEMO. Her tog det for alvor fart, fordi man med mange typer af specialister kunne dække et meget stort område af hukommelsesforskningen – fra atomart niveau til at designe kunstige hukommelser hos forsøgsdyr. 

”Vores indfaldsvinkel var at spørge: Hvilke proteiner er det, der bestemmer vores hukommelse? Jo mere du stimulerer din hukommelse, desto stærkere bliver de nervecellers forbindelser, som specifikt koder for en erindring. Og for at de kan vokse sammen, kræver det proteiner. Hvis man så kunne finde de her proteiner, kunne man måske lære noget helt basalt om, hvad det er for nogle mekanismer, der er nødvendige for at nerveceller kan vokse sammen.”

Hvorfor er det vigtigt at huske?

Noget der formentlig har været helt indlysende for forskerne, men som ikke desto mindre er interessant for os andre at forsøge at forstå, er spørgsmålet om, hvorfor hukommelse spiller en central rolle for hvem vi er, og hvem vi bliver til. Og det har Anders Nykjær et meget klart svar på: 
 
”Lad os sige, helt banalt, at du lever af at fiske, og du finder så ud af, hvor du kan fange fisk. Det betyder noget for dine fremtidige handlinger, fordi du ved, hvor du skal gå hen og fiske næste gang. Hvis du ser en bjørn, der opfører sig aggressivt, ved du også, at du skal undgå den næste gang. Der er altså noget basal overlevelse i det, men det bestemmer også vores personlighed, hvem vi er, og hvordan vi interagerer med andre – for vi kan huske, hvordan det var, da vi så nogen sidst. Vi kan huske gode og dårlige oplevelser, og så integrerer vi et væld af alle de funktioner og reagerer på dette grundlag.”

Selvom det måske nok kan være irriterende at glemme, hvor man har lagt bilnøglen i en stresset morgenstund, så er der også nogen for hvem hukommelsesvigt har en endnu større indvirkning, ikke bare dagligdagen, men også for det mentale helbred. Selv om vi ikke nødvendigvis er klar over det, ser vi nemlig ofte reduceret, eller i nogle tilfælde selv forvrænget hukommelse ved stress og psykisk sygdom: 

”Du begynder muligvis at mangle de rette proteiner, så nervecellernes forbindelse hænger dårligere sammen, det vil sige, at de ikke danner de helt rigtige synapser og laver forkerte forbindelser", forklarer professoren.  

Anders Nykjær nævner demens som et eksempel på en sygdom, hvor der ikke længere er den rette balance mellem proteinerne på det rette tidspunkt, og hvor hukommelsen (eller mangel på samme) derfor kommer til at spille en helt central rolle: 

”Demens kan skyldes, at nervecellerne går til grunde, men det der er interessant, er igen personligheden. Hvis man har haft en i sin nære omgangskreds med demens, har man allerede tabt dem, når de begynder at blive demente, fordi de mister deres personlighed. Man føler sig ulykkelig, når de dør, men man mistede dem allerede år forinden", forklarer han.  
 
Målet er mere målrettede behandlinger

Når Anders Nykjær taler om hukommelse, er det dog også vigtigt at slå fast, at der findes utallige typer af hukommelser. En taxachauffør har f.eks. en god rumlig hukommelse og folk med en stærk faktuel hukommelse kan huske sportsresultater fra bestemte datoer i 1993. Det interessante er, at selv små indtryk, der indeholder en emotionel komponent huskes særligt stærkt. Du husker uden tvivl første gang du kyssede din kæreste, men det pudsige er, at du også husker små indtryk, du oplever samtidig, f.eks. hvor du var. Hvis jeg spurgte dig, hvor du var den 12. marts 2019, ville du næppe huske det, men hvor du var, da du fik dit første kys, står stærkt i din erindring. Dette kaldes den emotionelle hukommelse. Nykjær forklarer dog, at det her ikke kun handler om proteiner, men også om andre molekyler: 
 
”Når du kan huske, hvor du kyssede din kæreste første gang, skyldes det, at der også kommer andre signaler ind, som siger dig, at her er noget, du skal huske, fordi det betyder noget for dig. Ligesom når du bliver angst, det glemmer du heller ikke. Her er særligt dopaminen involveret. Kompleksiteten er altså meget stor. Det er med til at gøre, at man har så mange forskellige typer hukommelser, der også sidder mange forskellige steder i hjernen.” 

Hvis hukommelsen er så komplekst, skal vi så ikke passe på med at pille for meget ved dynamikkerne? 

”Det er jo en måde at få en basal forståelse af hele vores biologi, en forståelse af hjernen i bredeste forstand og naturligvis hukommelsesprocesserne. Det er helt afgørende at forstå de centrale mekanismer ned til molekylært niveau, hvis vi skal udvikle ny og bedre medicin mod demens og psykiatriske sygdomme. Man kan forestille sig, at vi finder nogle proteiner, som er helt afgørende for nervecellernes kommunikation, og man kan lave en målrettet medicin der påvirker specifikt disse proteiners aktivitet.” 

Så det skal også ses som et muligt alternativ til f.eks. antidepressiver? 

”Vi behandler mange psykiatriske lidelser i dag med gammeldags medicin. Det betyder ikke, at medicinen ikke kan være god, men det er noget, man har udviklet for mange år siden. Man ved, at det har en effekt, men kender den ikke helt. Man kan nok ikke lave noget, der ikke har bivirkninger, men jo mere man forstår de molekylære interaktioner, jo mere målrettet og effektiv medicin og behandling, kan man lave.” 

Der er mekanismer, der gør, at vi kan glemme 

Mens der med omhyggelighed udvikles medicin og metoder, der kan styrke hukommelsen, foregår også en anden udviklingsproces af teknologiske redskaber, som mange vil argumentere for, bidrager til at svække hjernen og hukommelsen. Hvad betyder det f.eks. for vores hukommelse og hjernefunktion, at vi ikke længere skal gøre os umage med at finde vej, for det gør GPS’en for os?

Ifølge Anders Nykjær har den teknologiske udvikling og særligt smartphonen ikke nødvendigvis en fordummende effekt: 

”Hvis du f.eks. begynder at bruge GPS, er du ikke længere på samme måde afhængig af den rumlige hukommelse. Men det gør ikke, at man bliver dum. Det viser faktisk, at hjernen er smart. Den finder ud af, hvad den skal bruge, og hvad den ikke skal bruge.” 

Så der bliver ligefrem frigivet plads til, at hjernen kan bruges til andre ting? 

”Man kan godt sige, at vi får mere overskud til at fokusere på større og mere komplicerede ting. Men det pudsige er, at hjernen har uendelig plads. Så det virker jo totalt gakgak, at man f.eks. glemmer ting, for det er da fedt at kunne huske. Men det er det bare ikke altid. Det er brugbart at huske, hvor man lagde bilnøglen for en time siden, men hvis du huskede, hvor den var for fire uger siden, seks år siden, 12 år siden – det vil skabe en del støj. At man kan glemme, gør, at hjernen kan fokusere. Og det er væsentligt,” påpeger Nykjær og uddyber med en anekdote om en kvinde i USA, der kunne huske alt: 

”Man lavede nogle kognitive tests, og det viste, at hun f.eks. kunne huske hvornår, der havde været Oscar-uddelinger i specifikke år. Det er måske ikke så forbavsende, da mange har en god hukommelse. Så blev hun spurgt om mere absurde ting, som hvordan vejret var 14. marts for 15 år siden. Det kunne hun også huske, og det passede fuldstændig. Hvorfor synes hun ikke, det bare var vidunderligt? Fordi, forklarede hun, at selvom hun havde dejlige venner, var der, lige meget hvor hun kiggede rundt, ikke én, der ikke havde svigtet hende, selv med blot en eller anden lille bitte ting. Vi laver alle små fejl overfor selv vores allernærmeste, men vi glemmer det heldigvis. Hun huskede alle små detaljer, også de dårlige, og havde derfor svært ved at stole på nogen.” 

Og hvad kan vi lære af hendes fortælling?

”Det er ikke godt, ikke at kunne lade ting gå. Det er jo en form for sygdom, som vi også ser hos patienter med posttraumatisk stress. Derfor er der også mekanismer, som gør, at vi kan glemme. Vi kommer aldrig til at finde ud af det hele her i vores forskningscenter, slet ikke, men man får lyst til at lave et kapitel 2 af hukommelsesforskningen: Glem alt om hukommelsen. Nu skal vi undersøge, hvordan man glemmer.”

Stadig godt at træne hjernen  

Med den alt-huskende kvindes historie i baghovedet, fristes man til at tænke, om det ligefrem kan være ufordelagtigt at træne hukommelsen. For hvem har lyst til at huske alt? Ifølge Anders Nykjær er det da heller ikke nødvendigvis en fordel, men det er dog ikke umiddelbart noget, vi skal lade os skræmme af: 

”Det er sædvanligvis ikke det, der er vores problem. Vores problem, er at vi ikke kan huske, og derfor er det godt at forsøge at huske. Det er det vigtigste for os.” 

Så hvordan sørger man for at holde hjernen frisk, når kroppen ældes? Professoren kommer her med et par gode råd: 

• Motion frigiver en vækstfaktor i hjernen, der kan bidrage til, at nervecellerne ikke dør så hurtigt. Det kan især være en hjælp i forbindelse med neurodegeneration og alderdom. Og det er rigtig godt, uanset i hvilket omfang, du motionerer.  
   
• Særlige næringsstoffer og fedtsyrer er vigtige – fra blandt andet fisk og frugt. De kan stabilisere nervecellernes membraner. Hvis de går til grunde, gør man det også selv. 
   
• Brug hjernen. Du kan træne og gøre synapserne stærkere. Læs, følg med i ting, diskutér, lav kryds og tværs og sudoku. 
   

• Mobiltelefonen bidrager, som vi talte om, ikke kun til at glemme ting. Man kan også bruge den til det omvendte. Der findes mange apps, hvor man kan træne sin hjerne og nogle specifikt til demente. 
   

Anders Nykjær er professor ved institut for Biomedicin på Aarhus Universitet og medstifter af forskningscentret DANDRITE. Han er desuden direktør for grundforskningscentret PROMEMO, der arbejder med at identificere og forstå de molekylære mekanismer, der danner grundlaget for funktionen i proteiner relateret til hukommelse