Anke Karabanov: Hjernen og tarmen ‘snakker’ godt sammen

Det begyndte med, at hjerneforsker Anke Karabanov undrede sig: Kunne det mon tænkes, at vores mentale tilstand er direkte påvirket af for eksempel forstoppelse? Og ville yoghurt og andre fermenterede fødevarer kunne gøre en forskel?

Af Kurt Strand, Juni 2025

Der hænger et par farvestrålende børnetegninger på væggen over hendes skrivebord. På en anden væg er der en plakat fra udstillingen ‘The Moon’ på Louisiana i Nordsjælland. Og på en tredje en plakat med en gennemskåret, sirligt tegnet menneskekrop med blandt andet rør, pumper og maskiner og teksten ”Der Mensch als Induestriepalast”.

At mennesket er indrettet lidt som en industrivirksomhed passer meget godt med det, lektor og hjerneforsker Anke Karabanov beskæftiger sig med på Københavns Universitets Institut for Idræt og Ernæring, nemlig om fermenterede fødevarer kan afhjælpe forstoppelse i tarmsystemet:

”Det har vist sig, at der er vigtige forbindelser mellem tarmens milliarder af mikroorganismer og hjernens celler. De kommunikerer blandt andet gennem nerveforbindelser, og hele vores mave-økosystem påvirker vores mentale tilstand. Hjernen ‘lytter’ simpelthen til, hvordan maven og tarmen har det. Dét havde både jeg og min kollega Henrik Roager – hans forskningsområde er kost og mikroorganismer – været fascineret af, og sammen formulerede vi et projekt med fokus på forstoppelse og hjernesundhed med en idé om, at for eksempel yoghurt kan give bedre afføring.”

 

DET SKAL VÆRE LÆKKERT, INDBYDENDE OG SJOVT

I forskningsprojektet medvirker 60 kvinder med forstoppelse og en kontrolgruppe på 40 kvinder med normal tarmfunktion. Jævnlige målinger vil frem til slutningen af 2025 kortlægge, om yoghurt kan være en effektiv modvægt til ofte plagsom forstoppelse.

”Men,” understreger Anke Karabanov, ”vi skal også huske, at der er mange veje til Rom. Når nogen spørger, om de skal gøre ’A’ eller ’B’ for at komme af med forstoppelse, så er det måske vigtigere at spise noget, som man kan li’ og som passer godt ind i resten af ens liv. Det perfekte må ikke stå i vejen for det gode, hvis bare man gør noget. Og det må gerne være både lækkert og indbydende, ligesom den motion – der også kan gavne både tarm- og hjernefunktioner – jo helst skal være så sjov, at man tænker ’ok, det her kan jeg sagtens klare det næste mange år’.”

-Med andre ord; det skal ikke være en sur pligt?

”Det skal det ikke, for så bliver fristelsen til at holde op alt for stor.”

TARMEN OG HJERNEN SYNKRONISERER DERES RYTMER

Yoghurten bag glaslågerne i supermarkedets køleskabet kan dog påvirke mikrobiomerne negativt, nemlig hvis den er tilsat sukker, kunstigt sødemiddel eller hvis den efter fermentering er blevet ultrapasteuriseret. Men om den er med jordbær, vanilje eller bare er naturel, er næppe det, der afgør, om den virker. Det gælder også de sandsynligvis positive effekter for vores kognitive evner, for de er nemlig påvirket af kroppens rytmeslag, forklarer Anke Karabanov:

”Vi véd, at for eksempel hjertets rytme påvirker evnen til at opfatte, hvad der foregår omkring os. Tarmen har også en rytme – den er meget langsommere end hjertets, tre gange i minuttet mod 60-100 hjerteslag per minut – men også den har formentlig en påvirkning på hjernen. Rytmen i tarmen laver de sammentrækninger og bevægelser, der skal transportere maden igennem. Men selv om den er meget langsommere end hjerterytmen, fungerer den som en tromme – som en grundtakt – og vi kan måle, at de synkroniserer sig med hinanden.”

-Betyder det, at de dermed bedre kan ‘snakke’ med hinanden?

”Indtil videre ved vi meget lidt om, hvad synkroniseringen gør præcist, men vi kan se, at store dele af hjernen udvider sig og derfor bliver bedre til at sanse og opfatte. Det er endda muligt, at de jævnlige meldinger til hjernen om, hvordan forskellige dele af kroppen – herunder hele mave-tarm-systemet – har det, påvirker hele vores mentale tilstand.”

Alt det vidste den tyske kunstner Fritz Kahn ikke, da han for næsten 100 år siden skabte værket ‘Der Mensch als Induestriepalast’. Men han ville sikkert nikke anerkendende til det, Anke Karabanov – som selv har tyske rødder – indtil videre har fundet ud af. Og da hun så hans værk på Louisianaudstillingen ‘Det kolde øje – Tyskland i 1920’erne’ for et par år siden, var hun ikke i tvivl:

”Den må jeg ha’ som plakat. Den skal hænge lige dér. For dér hænger den rigtig godt.”