Kamilla Miskowiak: Kombinerede behandlingsformer er vejen frem

Siden psykologistudierne har Kamilla Miskowiak været opsat på at finde nye behandlingsmetoder for mennesker med psykiatriske lidelser. Det er nemlig langt fra alle, der alene har gavn af antidepressiv medicin og ofte er der brug for mere end én type behandling. Derfor handler store dele af Miskowiaks forskning om noget, de fleste troede var forbeholdt cykelrytteren: EPO og højdetræning.  

Af Noa Kjærsgaard Hansen 

Foto: Emilia Therese

”Jeg har taget EPO.”

Ordet kom for alvor på alles læber, da den danske cykelrytter Bjarne Riis i 2007 indrømmede at have gjort brug af det præstationsfremmende middel under sin store Tour de France-sejr i 1996. Derfor har det også været naturligt at associere EPO med udholdenhedsidrætter som cykling, løb og roning.  

Men har EPO, udover at medføre skandalesager i sportens verden, også et gavnligt potentiale i psykiatrien? Spørger man Kamilla Miskowiak, psykologiprofessor og leder af Neurocognition and Emotion in Affective Disorders Group ved Psykiatrisk Center København og Institut for Psykologi, Københavns Universitet, så er svaret entydigt ja.  
 
Hendes egen interesse for EPO – et hormon, der produceres naturligt i kroppen, men som altså også kan fremstilles kunstigt og indtages som bloddoping – startede ved morgenbordet i familiehjemmet. Da hun i farens lægetidsskrift læste en artikel, der beskrev, hvordan EPO kunne mindske det fysiske omfang af hjerneskade hos rotter, blev der sået en kim til det, der skulle blive grundstenen i hendes forskerkarriere: 
 
”Det synes jeg jo var vildt spændende. Og så tænkte jeg, at det næste skridt ville være at se det fra et psykologisk perspektiv. Altså ikke kun kigge på fysisk omfang af en hjerneskade, men også om EPO havde en tilsvarende gavnlig effekt på hjernens funktion.” 

EPO kan nedsætte stress og angst 

Kamilla Miskowiak har så længe hun husker haft en særlig interesse for hjernen og hun var da også i tvivl om, hvorvidt hun skulle læse medicin eller psykologi. Da hun ved en tilfældighed faldt over EPO-forsøgene, blev der mulighed for alvor at dykke ned i hjernens forunderlige univers fra et både psykologisk og medicinsk perspektiv. Selvom hjerneforskeren på daværende tidspunkt kun var psykologistuderende, blev hendes betragtninger taget seriøst og forsøgene med rotter i såkaldte vandlabyrinter sat i gang: 
 
”Vi fandt ud af at EPO forbedrede de hjerneskadede rotters hukommelsesfunktion. De kunne bedre finde vej. Jeg kan huske at tårerne trillede ned ad mine kinder, da vi så resultatet. Det var et af de store øjeblikke i mit liv. Samtidig viste det sig, at de forsøgsrotter, der ikke var hjerneskadede, også oplevede en effekt af EPO: De blev mindre angste og stressede. De forsøgte at finde strategier til at finde en skjult platform under en mælkehvid vandoverflade for at komme op af det kolde vand i stedet for at klistre sig op ad kanten i labyrinten, som er typisk angstfuld adfærd.” 

Forsøget viste altså, at der ligefrem kunne være en antidepressiv og anti-angst-effekt af EPO hos raske rotter. Kamilla Miskowiak havde resultaterne med i bagagen, da hun, mens hun lavede sin master-grad i England, blev mere og mere fascineret af psykiatrien og de ændringer i hjernen, der finder sted hos mennesker med psykiatriske lidelser.  

Herfra gik det stærkt med at søge fondsmidler til at lave et projekt om effekten af EPO på hjernefunktionen. Der var heldigvis stor velvillighed hos både fondene og hos Oxford Universitet, der ansatte hende som ph.d.-studerende i 2005. Potentialet til at forbedre nuværende behandlingsmetoder i psykiatrien var noget af det, der fik hendes projekt til at skille sig ud: 
 
”Nuværende behandling for depression er ikke altid nok. Der er cirka 30% af patienter med depression, som ikke har gavn af de nuværende antidepressiver og behandlingsmetoder. Desuden har 40-50% vedvarende kognitive problemer med som hukommelses- og koncentrationsbesvær efter depression eller mani. Og for deres skyld er vi nødt til at prøve nye behandlingsstrategier. Så hvorfor ikke EPO?” fortæller hun. 

Dyrt, besværligt og fyldt med bivirkninger 

Da Miskowiak efter sin ph.d. i 2008 vendte tilbage til Institut for Psykologi på Københavns Universitet og lavede nye store lodtrækningsforsøg med otte ugers EPO-behandling, fandt de dog netop gavnlige effekter af EPO på nogle kognitive funktioner som hukommelse og koncentrationsevne samt førte til større rumfang af hippocampus, en del af hjernen der er central for hukommelsen. 

Men – for selvfølgelig er der et men. Ligesom cykelrytterne og holdlægerne gennem årene har haft deres slid med at skjule diverse midler, medikamenter og redskaber for myndighederne, så er en af de helt store udfordringer med EPO-behandlingerne, at det ikke bare er en pille, man kan sluge med et glas vand, påpeger Miskowiak: 
 
”EPO er lidt besværligt. Det er ligesom insulin og foregår ved indsprøjtning – og sådan en koster ca. 4000 kr. per dosis, hvilket hurtigt løber op, hvis man skal have otte sprøjter i et forløb. Derudover stimulerer man også blodprocenten, når man giver EPO-indsprøjtninger, hvilket vi jo helst vil undgå, da det kan give risiko for blodpropper. Der skal derfor være en læge til at monitorere ens blodprocent og man skal have taget ugentlige blodprøver og så videre.” 
 
Så det fungerer markant anderledes end f.eks. forsøg med mikrodoseringer af LSD og psilocybin? 
 
”Ja, man skal have en meget høj dosis EPO, for at det trænger ind i hjernen. Og så er der en række mulige bivirkninger, ikke mindst blodpropper. Derudover er der rigtig mange patienter i psykiatrien, der ikke vil være egnet til at få behandlingen, fordi de har for stor risiko for blodpropper. Vi ved nemlig, at psykiatriske lidelser ofte også er forbundet med somatiske sygdomme som hjertekarsygdomme og sukkersyge. Derfor er bivirkningen meget værre end gevinsten.”  
 
Kombineret behandlingsform er vejen frem 

Den mildt sagt lidt omstændige proces med EPO-forsøgene, har da også fået Kamilla Miskowiak og hendes kollegaer til at gå videre til nye forsøg uden kunstig EPO, som både inkluderer raske forsøgspersoner og personer med tidligere depression eller bipolar lidelse, der lider af kognitive vanskeligheder. Og vi bliver lidt i cyklingens verden, for patienterne udsættes nemlig her for højdetræning for at fremme kroppens naturlige EPO-produktion: 
 
”I tre uger kommer man ind dagligt i tre timer i et højdetræningsrum, hvor man laver kognitive træningsøvelser, både under normale iltforhold og med lav ilt, som svarer til, at man næsten står på toppen af Mont Blanc i 4.400 meters højde. Den lave ilt styrker hjernens regenerative egenskaber og danner nye forbindelser mellem cellerne, og vi tror her at hjernens egen produktion af EPO spiller en central rolle.”

Så det er i virkeligheden en meget naturlig behandlingsform? 

”Ja, vi har jo som mennesker en evolutionært gammel evne til at kunne tilpasse os ændringer i iltniveauerne. Hvis vi ikke havde kunnet det, så ville vi være faldet døde om, når vi kom op i bjergene. Dem der så har kunne tilpasse sig, er dem der har overlevet.” 
 
Og er der så en kobling til den måde, atleter også bruger højdetræning på? Naturligvis, fristes man til at sige: 
 
”Professionelle atleter træner også i bjergene eller i højdetræningsrum med iltmasker, så de får lav ilt, mens de træner, og styrker dermed deres muskelkapacitet og deres kondition. Det er lidt samme princip som med hjernen.”  
 
Men hverken for den psykiatriske patient eller for topatleten ville det have en særlig gavnlig effekt, hvis man kun arbejdede med lav ilt, altså hvis man kun gjorde brug af én form for behandling forklarer Miskowiak: 

”Atleten skal jo også bruge sine muskler samtidig, og på samme måde tænker vi, at kombinationen af kognitiv træning og lav ilt er vejen frem, fordi man på den måde opnår en synergistisk virkning på hjernens plasticitet som understøtter bedre kognitive funktioner.” 

Der er dermed nok at se til for Kamilla Miskowiak og hendes kollegaer på Institut for psykologi, for højdetræning er nemlig ikke det eneste eksperiment, de laver. Af andre interessante forskningsforsøg tæller brugen af virtual reality til at forbedre folks funktionsniveau i dagligdagen samt undersøgelse af risikofaktorer for fødselsdepressioner allerede under graviditeten, hvor man blandt andet kigger på, hvordan de gravide reagerer på lyden af grædende babyer (læs mere her og her: www.nead.dk). 
 

Hvilke tegn skal du holde øje med? 

En af de primære årsager til, at man overhovedet screener for fødselsdepressioner inden selve fødslen, er at det kan være svært selv eller for ens pårørende at se tegn på depression. Men ønsker man at være mere opmærksom på tegnene, forklarer Kamilla Miskowiak, at du skal reagere, hvis du oplever, at: 
 

• føle dig hjælpeløshed og tom 

• føle dig håbløs om fremtiden og ikke har noget, du ser frem til 

• føle dig træt, fysisk drænet og udmattet 

• små opgaver er udmattende 

• du ikke føler dig frisk, men alligevel ikke rigtig kan sove 

• have vægtændringer og søvnændringer 

• have angst 

• have en manglende glæde ved ting, du tidligere har været glad for 

• have mistet engagement i interesser og hobbyer 

• have nedsat selvværd og føler dig som en belastning for andre mennesker 

• have selvmordstanker og ikke føler at livet er værd at leve 

 

Det er dog vigtigt, forklarer hun, at et enkelt symptom ikke er lig med en depression, men at man skal opleve flere af dem på samme tid. Kriterierne for en klinisk depression indebærer desuden, at man skal have haft symptomerne i svær grad i minimum to uger og at det har påvirket ens evne til at fungere i hverdagen. Når du derfor oplever perioder i dit liv, hvor du er i sorg eller i krise, er det altså ikke nødvendigvis tegn på en depression: 

”Det er et andet udtryk, hvor du også er rigtig ked af det, men godt kan lyse op over en joke og opleve gode øjeblikke, inden man igen kommer i tanke om, at man er i sorg. Her er stadig en oplevelse af, at andre kan gøre én glad og at man kan føle varme. Der kan man ikke ved en depression. Der er det mere eller mindre hele tiden, at man føler sig trist, tung og håbløs. Det er relativt upåvirket af ydre faktorer.”  

Som i så mange andre sammenhænge, hvad end det er biologisk eller miljøpåvirket, så er der også her forskel på mænd og kvinder. Mænd er generelt underdiagnosticerede, dels fordi der er nogle kulturelle benspænd og uoverensstemmelser i forhold til mandlige værdier og det at række ud, uddyber hun og påpeger desuden, at mænd også kan have andre depressionssymptomer end kvinder: 

”Det er et advarselssignal for mænd, hvis du har symptomer som vrede, rastløshed og irritabilitet. Der kan også nogle gange være et overforbrug af fx alkohol. Det er ikke typisk det, vi forbinder med depression, men til gengæld ofte nogle symptomer, man vil se ved den mandlige depression,” forklarer Miskowiak og giver til sidst et bud på, hvad man kan gøre, hvis man har mistanke om depression hos en pårørende: 

”Det er rigtig vigtigt at række ud. Selvom det er sårbart, så er det vigtigt med støtte. Man kan måske snakke med personen og holde det lidt på sin egen banehalvdel, sige at man er bekymret og prøve at spørge ind til, hvordan personen har det. Typisk vil man som deprimeret ikke selv række ud, fordi man føler sig som en belastning for andre, så her er aktiv hjælp fra en ven eller pårørende rigtig vigtigt.” 
 

Kamilla Miskowiak er professor i kognitiv neuropsykiatri ved Institut for Psykologi på Københavns Universitet. Hun er leder af Neurocognition and Emotion in Affective Disorders (NEAD) Group ved Psykiatrisk Center i København. Her udfører de kliniske forsøg og eksperimentelle studier hos patienter med humørforstyrrelser. Hun har udgivet over 200 videnskabelige artikler og modtaget mere end 30 videnskabelige priser og hædersydelser for sin forskning.

 

Oplev Kamilla Miskowiak i samtale med Peter Øvig til Hearts & Minds Festival 2023. Se mere her.