Peter Vuust: Ambitionen er at forstå, hvordan hjernen behandler musik

Når jazzmusiker og komponist Peter Vuust tager hjerneforskerhatten på som stifter og leder af Center for Music in the Brain ved Aarhus Universitet, er det ikke for at finde ud af, hvordan man kan bruge musik i kliniske forsøg for at kurere alskens sygdomme. Det er større end det. Ambitionen er at bruge musikken til grundlæggende at forstå, hvordan hjernen fungerer.

Af Noa Kjærsgaard Hansen

Han tager en dyb indånding, for han kunne tale længe om, hvordan han endte, hvor han gjorde. Musik har nemlig, siden han var lille, spillet en meget væsentlig rolle for Peter Vuust, jazzmusiker, komponist samt stifter og leder af Center for Music in the Brain ved Aarhus Universitet. I dag har han et ben i både den praktiserende og teoretiserende musiklejr, men fortællingen starter naturligvis langt tidligere hos naboens pige:

”Da jeg var 14 år, hørte jeg en plade ved naboens pige, der fik hårene til at rejse sig på armene af mig. Selvom jeg allerede selv havde spillet i mange år på det tidspunkt, vidste jeg her, at musik var det vigtigste i hele verden, det var det, jeg skulle bruge resten af mit liv på. Og den oplevelse har jeg selvfølgelig båret med mig altid, jeg har haft den flere gange siden også, mest når jeg spiller selv. Hvorfor får man den oplevelse?”

For at finde svar på det skulle Vuust først en tur forbi matematik-, fransk- og musikstudierne, herefter som docent og basunderviser på Musikkonservatoriet, for til sidst at vælge den mest ukomfortable af to videre veje:

”Jeg forsøgte at få en ph.d. på musikinstituttet, og samme uge som jeg fik tilbudt en ph.d. der, fik jeg tilbudt en ph.d. på det dengang nystartede hjerneforskningscenter CFIN, et grundforskningscenter, som det, jeg har i dag. Jeg tænkte, at det lyder vildt skræmmende og svært, så det tager jeg. Det andet var jeg sikker på, at jeg kunne. En af dem, der havde fået pengene og som nu er leder af centret, er amatørsaxofonist og synes, det var vildt sexet. Han kunne godt se, at den oplevelse jeg havde haft som 14-årig, kunne noget i forhold til hjernen.”

 

Musik er ikke noget i sig selv

Allerede inden ph.d.’en snuser Peter Vuust til en forskningsbaseret form for formidling, der trækker både på hans erfaring som udøvende musiker og hans musikteoretiske fundament fra universitetet og konservatoriet, da han får midler til at skrive en bog om såkaldt polyrytmik- og metrik i Miles Davis’ musik:

”Jeg aflyttede den måde de spillede sammen på og kiggede på deres kommunikation. Jeg var og er meget interesseret i polyrytmik, det er noget af det, jeg har brugt hele min karriere på. Et eksempel er, at man spiller fire fjerdedele, altså en march, samtidig med at man spiller tre fjerdedele, altså en vals. Det er en meget simpel rytme, men du kan vælge at tælle den som fire fjerdedele eller tre fjerdele, og så lyder det fuldstændig forskelligt i vores hjerner,” forklarer han, mens han knipser rytmen og fortsætter:

”Den teori jeg lige har udgivet i min artikel i Nature (videnskabeligt tidsskrift red.), er bygget på den observation, at musik ikke er noget i sig selv, men først bliver det, når det møder en model fra vores hjerner, der er skabt til at forudse, hvad der skal ske lige om lidt. Fire fjerdele er sådan en model. De nyeste teorier om hjerneforskningen siger, at hjernen kun tager ting ind, hvis det passer til den model. I det øjeblik, der er noget, der ikke passer, fx tre fjerdele oven i fire fjerdedele, så siger hjernen, hov, jeg er nødt til at finde mening i de ting, der kommer ind og finde ud af, hvilken model til at forudse fremtiden, der er rigtig, for at jeg kan overleve i den verden, jeg oplever.”

 

Følelser og fysiologi

Musik kan altså være med til at omorganisere vores psykologiske såvel som fysiologiske opfattelse af verden. Det gør det blandt andet ved at påvirke vores neurokemiske balance i hjernen, hvor specielt stoffet dopamin har været under forskernes lup, forklarer hjerneforskeren:

”Noget af det, vi ved fra forskningen i aber er, at dopamin er specielt vigtigt for, hvad der skal ske lige om lidt. Man har lavet nogle forsøg med aber, hvor man kan se, at når de får præcis, hvad de forventer – på det tidspunkt de forventer det – så kommer dopaminboostet. Det belønner dem for at forudsige korrekt. Det belønner dem også, når de forudsiger forkert, men hvor de alligevel godt kan lide det, de får ud af det.”

Som forskningsleder på Center for Music in the Brain er man naturligvis nysgerrig på, hvordan og hvornår dopaminen udløses, når man lytter til musik, fortsætter Vuust:

”Man skal have en balance mellem det, man kan forudsige og det, man ikke kan forudsige. Når musik er allerbedst, så rammer det lige præcis den balance, hvor vi kommer hen til det her særlige sted, hvor der sker noget helt specielt ved musikken, som dele af vores hjerne ikke har forudsagt. Det er der, vi får de store oplevelser.”

Store oplevelser kan komme til udtryk både som følelser og som fysiologi. Sagt på en anden måde, kan vi både blive bevægede og få lyst til at bevæge os:

”Musik kan få os til at groove, bevæge benene. Det ved vi, har noget med dopamin at gøre. Hvad angår følelser, så ved vi, at der er nogle bestemte elementer i musik, der gør det samme ved alle mennesker. Nogle ting er meget overlevelsesbetingede, sandsynligvis hardwired. Hurtige, kraftige, dissonante lyder gør os lidt bange, det spiller man eksempelvis på i Heavy Metal,” fortæller Peter Vuust, og slår med et smil fast, at det ikke betyder, at Heavy Metal er dårlig musik.

Han gør det samtidig tydeligt, at de følelser, der vækkes i os gennem musikken, er en kompliceret størrelse:

Der en masse kulturelt betingede ting, nogle er individuelle og handler om personlighed, hvordan man er vokset op. Noget kan minde en om barndommen, skabe billeder, som også giver følelser. Det er ikke nogen simpel ligning. Hvis det var, ville vi ikke have det her center – så ville vi have løst det!”

 

Ambitionen er ikke at behandle med musik

Det har det seneste årti været populært i sundhedsvæsenet at implementere anderledes behandlingsformer som eksempelvis musikterapi, kunstterapi eller litteraturterapi. Senest har Naturstyrelsen modtaget en pulje penge til at lave flere naturaktiviteter for psykisk sårbare. Men så langt strækker projekterne på Center for Music in the Brain sig ikke – faktisk er ambitionen en helt anden, præciserer Peter Vuust:

”Ambitionen er ikke at finde ud af, hvad man kan bruge musik til. Det er meget større end det. Ambitionen er at forstå grundlæggende, hvordan hjernen behandler musik og derigennem lære at forstå hjernen bedre. Alle de andre ting er spin-off. Det vi tror på, er, at hvis man skal bruge musik til noget fornuftigt i sundhedsvæsenet, så er man nødt til at forstå, hvorfor og hvordan det virker.”

Så når Vuust med sin forskningsenhed alligevel forsker i, hvordan musik påvirker eksempelvis den syge hjerne, så er det for at lære noget om, hvordan den raske hjerne fungerer:

”Der er masser af områder, hvor musik kan forestilles at have en gavnlig effekt og bruges til noget fornuftigt i sundhedsvæsenet, men der er også masser af områder, hvor vi ikke ved, om det har nogen virkning. Vores job er ikke bare at forstå, om det har en virkning, men også hvorfor det skulle have en virkning. Vi vil gerne kunne udtale os objektivt uden at have nogle aktier i nogle af de forskellige behandlingsformer.”

Men I har dog i flere tilfælde arbejdet med sammenhængen mellem sygdom, musik og hjerne – kan du give et eksempel på, hvordan I gør det?

Noget af det vi har brugt rigtig meget tid på i centret, er at forstå, hvorfor bevæger vi os til musik. Her giver det utrolig god mening at undersøge Parkinson-patienter og hvilken type musik, der har en effekt. Det kan være trommerytmer, der giver lidt mere til bevægelserne og får systemet i gang. Det fortæller også noget om, hvordan musik ser ud i en Parkinson-hjerne, men også helt generelt: Hvad sker der i den syge hjernes motorik ift. den raske hjernes motorik?” fortæller Vuust og slår fast, at det er her til og ikke længere:

”Det er et godt eksempel på, hvor vi går til – vi går dertil, hvor vi forsøger at bruge vores teori omkring musikken til at forudsige, hvad der vil ske i hjernerne hos Parkinson-patienter, så scanner vi deres hjerner og ser, hvad der rent faktisk sker.”

 

Musikhistorien kan inspirere ledere

Som den opmærksomme læser måske allerede har fornemmet, er Peter Vuust en mand med både mange talenter og interesser, og det er derfor passende at runde af med et par anbefalinger i en lidt anden boldgade, nemlig hvordan musikhistorien kan inspirere virksomheder og ledere til at tænke organisationsstruktur på nye måder. I stedet for at bokse det hele ind i organisationsdiagrammer, har man, pointerer Peter Vuust med udgangspunkt i sin bog ’Fra solo til samspil’, mange muligheder for at få udnyttet folks arbejdskraft bedre og til større tilfredshed, også for lederen. Han kommer med tre eksempler og tilhørende anbefalinger, som man passende kan sætte på anlægget efter endt læsning:

1) Den hierarkiske klassiske musik
Beethoven var jo en superstar på sin tid. Hans store symfonier var sat sammen ved en komponist, der har skrevet alle tingene ud, og en dirigent, der formidler det til alle musikerne. Så er der en koncertmester, der sidder nede på første, som stryger på en måde, som alle de andre kigger efter, og i hver af grupperne er der en første bassist, som refererer til koncertmesteren. Det er en ekstrem hierarkisk opbygning, så hierarkisk som næsten ingen danske virksomheder er opbygget. Hvorfor er det smart? Fordi man har en meget kompleks størrelse med specialister på hver deres område, som skal spille sammen og som ikke hver for sig kan have det store overblik. Så hvis man skal have den type opgave løst, kan man lære af den klassiske musik.

ANBEFALING: Mahlers femte symfoni

 

2) Den improviserede jazzmusik

Jazzmusikken har en flad struktur, alle kan byde ind hele tiden. Det er utroligt vigtigt, hvis man vil skabe noget nyt, hver gang man står på scenen og ikke bare spille de samme toner, som komponisten har skrevet. Her skal man høre Miles Davis. Han var en fremragende trompetist, men først og fremmest kendt for at være den bedste orkesterleder for mindre orkestre i jazzhistorien. Han havde en underspillet måde at fortælle, hvad han ville have. Det han sagde til sine musikere var, at de skulle øve sig på scenen – de måtte også gerne øve sig derhjemme, men de skulle øve sig på scenen, for hvis ikke man tager chancerne, så kommer der ikke stor kunst ud af det. Det er en vigtig del at sætte sine folk fri og turde tage chancer. Det vil være læren fra ham.

ANBEFALING: Miles Davis’ album ’Four & more’

 

3) Den kollektive popmusik

Så er der en mellemform af de to: popmusikken. Hvis du ser på den måde, The Beatles lavede musik på, så var det et kollektiv. Men der var næsten altid én, der kom med nummeret. Medlemmerne var hver for sig ledere af deres egne numre. De skiftede roller. Det er noget, vi gør utroligt sjældent. Jeg forsøger at gøre det i mit center, hvor jeg også arbejder med på andres projekter. Så lederen ikke bare sidder og administrerer og uddelegerer ordre, men rent faktisk får brugt sin faglighed nede på niveau. McCartney er et super godt eksempel. Han skrev mange numre, men spillede også den her forrygende basgang på ’Something’. Det er jo George Harrisons nummer, men McCartney bidrager som en fremragende medarbejder.

ANBEFALING: The Beatles’ album ’Abbey Road’

 

Peter Vuust er professor på Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet og professor på Det Jyske Musikkonservatorium, og så har han etableret og leder Danmarks Grundforskningsfonds Center for Music in the Brain. Han har en Ph.d. i Neurovidenskab, Cand. Scient med matematik som hovedfag og fransk og musik som bifag. Peter Vuust er Danmarks ledende ekspert inden for feltet musik og hjerneforskning og desuden en en af Danmarks bedste bassister. Han er snart aktuel med en oversigtsartikel om musik og hjerne i Nature Reviews Neuroscience og har modtaget mere end 100 millioner kr. i forskningsbevillinger.

 

Oplev Peter Vuust til Hearts & Minds, 23.-25. september i Aarhus.