-
Heads Up! Ny podcastserie i 20 episoder
Varm op til årets Hearts & Minds-festival med podcastserien Heads Up!, hvor et spørgelystent panel undersøger nye aspekter ved krop og hjerne i samarbejde med forskere og eksperter fra hele landet.
-
Kraniebrud: Neurotech og hjernecyborgs (06.05.24)
Der er pt. mellem 30 og 50 hjernecyborgs i verden - dvs. mennesker, der har fået en chip indopereret i hjernen. De her chips kan bl.a. bruges til at forbedre førlighed eller taleevner, der er nedsat efter en ulykke eller sygdom, men de kan også regulere dit humør. Det lyder måske som et skrækscenarie fra en dystopisk sci-fi? Vores ekspert i dag er dog ikke bekymret; tværtimod - han forsker i hvordan den her teknologi kan hjælpe os, og netop dét mulighedsrum dykker vi ned i. Medvirkende: Hjerneforsker og læge Benjamin Svejgaard. Vært: Emma Elisabeth Holtet.
-
Kraniebrud: Psykedeliske stoffer (28.09.20)
På rigshospitalet laver de forsøg med stoffet psilocybin for at undersøge, hvilke effekter det kan have i hjernen. Det virker lidt ligesom LSD og det er ikke første gang, der er lavet forsøg med psykedeliske stoffer. Erfaringerne er blandede - og sporene skræmmer lidt efter skandaløse LSD-forsøg i 1960’erne. Men nu er der igen forhåbninger til, at de psykedeliske stoffer kan hjælpe på depression og flere andre lidelser. Medvirkende: Gitte Moos Knudsen, neurobiolog og klinisk neurolog, Anne Steensgaard, forsøgsperson på Rigshospitalet, Alex Frank Larsen, journalist og Cavlingvinder, og Martin Kuftahl, formand for Psykedelisk Samfund. Vært: Mikkel Krause.
-
Kraniebrud: Intelligens (21.09.20)
Hvad er intelligens? Er det at have en god hukommelse? At tænke logisk? At være god til sprog? At være kreativ? Eller noget helt femte? Dagens Kraniebrud handler om intelligens, om IQ-tests og om små børns intelligens. Hvad siger en IQ-test om dig? Hvad påvirker vores intelligens, og kan man træne den, som en muskel? Det er nogle af de spørgsmål vi forsøger at finde svar på i dagens program. Medvirkende: Trine Flensborg-Madsen, lektor i sundhedsvidenskab på Københavns Universitet, Jimmi Andreasen, ledende psykolog hos Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Ole Kyed, psykolog. Vært: Maja Jensen.
-
Kraniebrud: Når hukommelsen svigter (14.09.20)
Nogle gange, arbejder vores hukommelse imod os. Eller det kan i hvert fald føles sådan. Det kan for eksempel være, når vi glemmer navne, datoer og aftaler. Men det kan også være frustrationen over ikke at kunne huske ting fra sin barndom eller ting, der skete for få dage siden. Omvendt kan det også være frustrerende ikke at kunne glemme. I dag dykker vi ned i hukommelsens mysterier, og vi forsøger blandt andet at finde ud af, hvorfor vi ikke kan huske noget fra vores tidlige barndom, og om traumatiske minder kan blive fortrængt fra hukommelsen, så man ikke længere kan huske det. Medvirkende: Dorthe Berntsen, Jakob Christensen, Henning Lindberg og Andrew Davidson. Vært: Maja Jensen.
-
Kraniebrud: Lykke (07.09.20)
Lykken er lunefuld, siger man. Man mærker den en sommeraften med gode venner, til bryllupsfesten eller når man, som barn, får lige den gave man har drømt om på sin fødselsdag. Men er det rent faktisk lykke? Hvad er lykke for en størrelse, og hvordan måler man noget, man ikke engang helt kan forklare? I dagens program får jeg besøg af en forsker, der kan forklare mig og dig, der lytter med, hvad lykke er, og hvad der ifølge forskningen, gør os mere eller mindre lykkelige. Medvirkende: Christian Bjørnskov, Gitte Moos og Nathalie Dahl. Vært: Maja Jensen.
-
Kraniebrud: Demens (31.08.20)
Hvordan man hjælper og plejer de medmennesker der er ramt af demens har hen over sommeren igen været til debat. I dagens Kraniebrud prøver vi at forstå hvad det er der sker i hjernen der kan påvirke et menneske så voldsomt. Og så forsøger vi at forstå hvordan man som omverden skal agere for at skabe de bedste rammer for at et menneske ramt af demens kan trives. Medvirkende: Steen Hasselbalch og Kirsten Nielsen. Vært Emil Hoffmann Nielsen
-
Kraniebrud: Hjernemad og madvaner
Fenylalanin, Tryptofan, Antioxidanter og B-vitamin kompleks. Det er noget af det, du kan give din krop, hvis du skal booste din hjernefunktion. Men kan det virkelig passe, at jeg ved at ændre på mine kostvaner kan få bedre mentalt helbred og bedre hjernefunktion? Og hvis det er rigtigt, hvordan kan det så være, at alle ikke spiser sådan? I dag har programmet besøg af to gæster, der gør dig klogere på, hvad du bør spise for at optimere hjernefunktionen, og hvordan du kan ændre dine madvaner. Medvirkende: Niels Viggo Hansen, Per Bendix Jeppesen og Anders Abildgaard. Vært: Maja Jensen.
-
Kraniebrud: Coronastatus – hvad ved videnskaben nu? (17.08.20)
Coronavirus var desværre ikke blot en ond drøm fra i foråret. Smitten spredes igen i samfundet og måske er vi på vej ind i en anden bølge. I dagens Kraniebrud tager vi en status på coronakrisen og taler med nogen af de videnskabsfolk der arbejder på at forstå viruset og dets konsekvenser. I dag bliver vi klogere på den skade viruset kan forvolde i vores kroppe når det inficerer os. Hvordan virussen kommer fra et menneske til et nyt. Og så ser vi på det der er udråbt som vores redning - nemlig vaccinen der skal beskytte os. Medvirkende: Søren Riis Paludan, Lars Jørgen Østergaard og Louise Torp Dalgaard. Vært Emil Hoffmann Nielsen.
-
Kraniebrud: Hjernerystelse (10.08.20)
Hvad er det, der sker, når man falder og slå hovedet? I dagens program handler det om hjernerystelser, og du bliver klogere på, hvad der sker i hjernen, og hvilken effekt det har på hverdagen, når man skal kæmpe med de forskellige symptomer, som en hjernerystelse kan føre med sig. Medvirkende: Hana Malá Rytter og Jens Bauer Andersen. Vært: Maja Jensen.
-
Kraniebrud: Selvkontrol (03.08.20)
Vi har dem alle sammen, de dårlige vaner. Og hvert nytår, hver måned og sågar hver mandag, er der mange, der sætter sig for at få bugt med vanen - noget, der kræver en stor grad af selvkontrol. Men hvad er selvkontrol, hvad kan hæmme den, hvorfor er den stærk hos nogen, og svagere hos andre? Medvirkende: Troels W. Kjær, og Andrew Davidson. Vært: Maja Jensen.
-
Kraniebrud: Den improviserende hjerne (13.07.20)
Mennesket improviserer hele tiden. Hvis der er vejarbejde, så kører vi en anden vej, og hvis det, vi ville handle til aftensmad, er udsolgt, så køber vi noget andet. Hvordan kan det så være, at mange mennesker bliver udfordrede, hvis de skal improvisere en tale? Hvad er forskellen? I dagens program får jeg hjælp af en hjerneforsker og en freestylerapper til at finde ud af, hvad der sker i hjernen, når vi improviserer, og hvorfor det er nervepirrende for nogen og legende let for andre. Medvirkende: Peter Vuust og Per Vers. Vært: Maja Jensen.
-
Kraniebrud: Den sovende hjerne (06.07.20)
En 80-årig har i gennemsnit sovet i 27 år - men hvorfor bruger vi så lang tid på det, og har vi virkelig brug for hele otte timers søvn hver nat? Kan man måske træne sig til f.eks. kun at have behov for seks timers søvn? I dagens program har vi inviteret en søvnforsker på besøg for at fortælle, hvad det egentlig er, der sker i hjernen, når vi sover, og hvorfor søvn er så vigtigt for os. Medvirkende: Birgitte Rahbek Kornum og Anne Mette Thorhauge. Vært: Maja Jensen.
-
Kraniebrud: Den mindfulle hjerne (29.06.20)
Mindfulness kommer fra en buddhistisk tradition, men er de seneste mange år blevet taget ind i den videnskabelige verden og undersøgt. Resultaterne viser os at mindfulness måske kan hjælpe os med at overkomme nogle af de voldsomme sundhedsmæssige udfordringer vi står med. Og samtidig måske hjælpe også ikke syge med at få en bedre livskvalitet. Medvirkende: Lone Overby Fjorback og Karen Johanne Pallesen. Vært: Emil Hoffmann Nielsen
-
Kraniebrud: Kedsomhed (22.06.20)
Kedsomhed er ikke fremmed for nogen - den besøger os fra tid til anden og kan være svær at slippe af med igen. Forældre siger, det er sundt at kede sig, mens andre spørger, om man kan dø af kedsomhed? I dagens program bliver du klogere på, hvad kedsomhed egentlig er for noget, og om den er ven eller fjende. Medvirkende: Troels W. Kjær, Ditte Dalum Christoffersen og Jørn Henrik Olsen. Vært: Maja Jensen.